Gårsdagens narkoserus har fortaget sig.. Om verdens længste dag fik en ende! For når man ligger der iført de der charmerende hospitalstrusserunderbukser og matchende skjorte påtrykt "tilhører Berendsen", så er det altså lige før at minutterne føles som timer! Og man egentlig allerhelst bare vil høre den der rolige anæstesi-stemme sige noget med tre minutter, dyb søvn, palmestrande og godnat.. Er det mon helt normalt at være tæt på elske de der tre minutter med iltmasken for munden inden armen begynder at snurre og øjenlågene bare blir tunge? Sorry, men I like! Much!
Til gengæld er det bare ikke fedt at vågne op til stram sygeplejerske på opvågningen, som faktisk ikke ligner en, der gider at servere ostemadder og kold saftevand! Så en tør ostebolle, to glas saftevand og en tissetur senere sad jeg i en taxa hjem - og kunne klokken 1 kysse mand og børn godnat!
Og overvejer så om ikke det er passende at udskifte narkosen med en flaske boblevand i dag.. Fordi der fra 15/3 står voksenkontakt og flere penge på kontoen på programmet! Og noget med at komme ud i den virkelige verden iført headset, sælgerstemme og viden om noget solcelle- og bredbånds-noget..
Oh yes, jeg takker for at den 29/2 findes i år! For tænk nu, hvis der kun havde været 28 dage i måneden, så var chancen måske forpasset..
Det er så meget onsdag i dag! Af den gode slags! Og med et par timer på sofaen, chokolade (jeg er jo for fanden da nødt til at få fyldt på efter et helt døgns faste, ikke..) og noget fejring i sigte, så er jeg helt i topform igen! YAY! Og har du forresten lige lyttet derude? Altså derude, hvor fuglene kvidrer for vildt - og det begynder at lugte af forår! Mer YAY!
Dagen i dag har hovedsageligt været tilbragt på langs - intet alvorligt, men alligevel noget med akut indlæggelse og faste.. Og lad os lige slå fast: jeg er røvdårlig uden kaffe! Og uden mad.. Men mest kaffen! Og når klokken i skrivende stund har passeret 18 og det nærmer sig 24 timer siden jeg sidst fik nogetsomhelst i maven (udover 4 panodiler), så er deri virkeligheden ikke så meget der fungerer!
Klokken 10 sukkede jeg efter kaffe - nu veksler det mellem ynk og brølen!
Og jeg vil jo gerne bare hjem! Først på dagen var succeskriteriert at spise med familien, senere at nå hjem og putte øglerne, men efterhånden håber jeg bare at ku sove i min egen seng - osse selvom det betyder at jeg bare lister ind i løbet af aftenen..
På den anden side er det her lidt af en oplevelse - og jeg tilstår uden omsvøb at ha smuglyttet hele eftermiddagen! For jeg har nemlig fået de tre sejeste roomies!! Som på trods af stomier, drop, iltapparater og begyndende Alzheimers kaster den ene morsomme spydighed efter den anden gennem lokalet! For der er humor, latter og så en lille portion tungsind som gør dem til de sejeste 75-80-årige, jeg længe har mødt!
Er dog ikke helt sikker på, jeg gider sove med dem.. Har en fornemmelse af, at der godt kan blive snorket en hel del...
Når der er tanket op med kaffe, er jeg her igen!
Den var der jo! Stadig! Omend det er på så lavt blus, at man må undre sig over at der faktisk stadig er liv! Lissom med mig..
For på det seneste har mit overskud været lukket inde i et gammelt syltetøjsglas, der blev glemt allerbagerst på hylden, fordi den ene penicilinkur har erstattet den anden og det føles som om det tætteste, jeg kom på lykken, var de aftener, hvor ungerne gik ud som et lys klokken 19 og jeg så endelig ku smide mig på sofaen inden jeg allerede inden 21 gik på hovedet i seng..
Dig, der har lavet Voodoo på mig - det virker, så du må altså godt stoppe det nu! Please!
Til gengæld er jeg blevet så meget klogere, at jeg nu ved, at jobsamtaler med migræneanfald faktisk fungerer okay! For selvom jeg kun husker brudstykker bagefter, så må jeg formå at gøre indtryk idet det nu to gange har fået mig videre til anden omgang.. Så det skal altså ikke stoppe mig!
Og det der Gourmet-noget... Kald mig bare en bonderøv - jeg kan sgu godt nøjes med stegt flæsk og persillesovs (hvilket fuldstændig afskriver mig fra nogensinde at deltage i For lækker til love, I know!).. Fantastisk ophold, dejligt selskab og jo da, god mad - selvom den der andetallerken godt ku ha været sparet væk - den med hjerte, lever og brisler! Kæresteweekend for fuld skrue, nul børn i 24 timer, den mest fantastiske Nanny Fine, holden i hånd og sol over heden - fuck, det er svært at finde tilbage til hverdagen.. Næste gang blir det tre dage, så der også lige blir tid til at få sovet ud! Sådan engang når ældsten er 14 og kan passe de to andre..
Adskillige gange har jeg slået terninger i hovedet - bloggen død, bloggen i live.. Men jeg savner altså at få noget ned på skrift - udover kalenderaktiviteterne og dosmersedlerne. Så jeg er her - og satser på at de der vintergækker, der en lillebitte smule lokker med forårsfornemmelser faktisk tar overskuddet med, så der ikke går en måned mellem de ynkelige indlæg.
Og hvem fanden vidste at der den jyske hede faktisk er lidt smuk?
Når man tilsætter tosomhed med verdens lækreste Mr. Nice Guy, en uafbrudt nattesøvn, et varmt bad uden afbrydelser og noget solskin!
Var faktisk hvad jeg overvejede til morgen.. For der må sgu ha været tyve på spil.. Væk var armbåndsuret! Som jeg lige har brugt en mindre formue på at få pudset op og repareret hos en guldsmed (damn, de kommer efter mig, hvis jeg kalder dem dét! Indsæt selv meget bestemt blik!) juveler i Århus..
På den anden side måtte det jo være her et sted.. Og jeg ville jo kunne forlægge hvadsomhelst.. Ikke at jeg er meget for at indrømme det.. Men efter at ha brugt tæt på en halv time på at lede efter min yndlingsnattøj i aftes - ja, det med Hello Kitty sgu - må jeg nok krybe til korset! Fordi jeg hele dagen havde glædet mig til ro og pizza og ild i pejsen - iført nattøj, når først ungerne var parkeret i deres senge (egne senge! Hele natten! Hørte I det, børn!). Men nattøjet var væk! Lisså væk som bukserne, jeg havde fundet frem til yngsteøglen - og jeg var sikker på at de lå lige der på puslebordet i gangen.. Aimen, det gjorde de altså..
Damn, det penicilin har nogle bivirkninger, der sparker røv! Kvalme - tjek! Kronisk metalsmag - tjek! Opkastninger - tjek! Svimmelhed - tjek! Glemsomhed - tjek! Og så må man sgu ikk engang spæde svimmelheden om med alkohol uden at det virker som antabus.. FED ide med den penicilin der!
Nåmen, det var det her med alle de forsvundne ting jo... Som jeg så fandt igen.. I den overfyldte vasketøjskurv.. Sådan midtvejs nede.. Eller det vil sige - uret fandt jeg i vasketøjskurven.. Hvilket så lige fik mig til at tjekke det tøj, der allerede var smidt i vaskemaskinen.. Hvor nattøjet og bukserne selvfølgelig dukkede op.. I følgeskab med 15 kroner (finders keepers, siger jeg bare!), et stykke plaster (som jeg ville sværge på, vi ellers var løbet tør for!!), en legetøjsmobiltelefon og en minisparebøsse!!!
Altså enten så må de indbrudstyve ha troet at de ku smugle tingene ud med vasketøjet eller osse var ideen med at få den 3-årige til at lære den 1-årige, hvordan man lægger sit beskidte vasketøj til vask selv, bare ikke en pissegod ide!
Ja, man ku jo blive helt bekymret over at det tog mig næsten to uger at komme mig over endnu en crappy fødselsdag.. Det gjorde det så heller ikke.. Men jeg overvejer nu alligevel at gå lidt Jehova på de der fødselsdage.. For dem har jeg altså ikke pissemeget held med..
Til gengæld kom der en trilliard andre ting indover.. Noget med jobsamtaler (uuuh yes, i flertal endda! Og faktisk tre for at det ikke skulle være helt lyv.. On a roll here!), migræneanfaldet fra helvede (sooo much fra helvede! Som tog mig næsten tre dage at anerkende.. For hvem husker hvordan en migræne er efter 5 år uden? På den anden side fatter jeg hat af, at jeg ku glemme det.. Og jeg skulle hilse og sige, at der er adskillige huller i hukommelsen de tre dage, jeg var ramt - så hvis nogen har set/hørt mig gøre noget ganske vanvittigt, så schyyyyy! -don't tell me! Jeg har en undskyldning!), forældrekaffe i børnehaven, øjenlægebesøg og alle de sædvanlige ting, som alligevel aldrig blir afsluttet..
Det er jo ikke ligefrem fordi det dufter af forår, men måske det er fordi solen skinner fra en frostklar blå himmel, at der lige er tikket lidt ekstra kræfter ind på kontoen på trods af at trætheden stadig sidder i kroppen efter den voldsomme migræne. Og jeg nynner for mig selv og holder på hemmeligheden om at en veninde er nygravid, glæder mig til weekend og kælketur, til romantisk sushinight med Mr Nice Guy og i det hele taget over livet.. Selv ikke det at løbe over en vis Fru mor på indkøbstur (som naturligvis ikke så mig.. Om jeg så stod 2 meter foran hende hujende og dansende ville hun garanteret overse mig..) ku ikke pumpe luften ud af mig:-)
Anyways, er det ikke snart forår egentlig?
