Der var engang for sådan cirka 100 år siden..Dengang da jeg var 19, dyyybt genert, stadig havde smilehuller og lige var kommet hjem efter at ha været au pair hos skrækkelig amerikansk/fransk familie i et år.. Og jeg virkelig havde brug for et job, nogle penge og et sted at bo som ikke var hjemme hos min mor.. Hvilket bragte mig til jobsamtale på det her lille familiedrevne hotel i udkanten af min hjemby - og hvor jeg så endte med at tilbringe flere år, drikke mere kaffe end det burde være tilladt og blive noget mindre genert end da jeg startede..
Da jeg et par dage senere startede som tjener i hotellets restaurant, rykkede samtidig adskillige cykelryttere, massører, pressefolk og andet godtfolk ind, da hele menageriet omkring 6-dages løbet skulle bo og spise på hotellet. Hvilket skulle være starten på en hel uge med blussende kinder og behov for at krybe langs gulvpanelerne...
For allerede det første hold gæster, jeg skulle betjene - 2 af feltets udenlandske ryttere - startede ud med at bringe mig helt ud af fatning, da den ene efter at have afgivet bestilling på drikkevarer udbrød et You're gorgeous - jeps, henvendt til mig - og med høj og klar stemme, så samtlige gæster i restauranten nysgerrigt skulle ha styr på hvem det mon var henvendt til.. Jo tak for en kompliment - men idet jeg hverken følte mig særligt gorgeous eller hjemmevant med den form for komplimenter, var jeg faktisk tæt på at gå i brædderne af ydmygelse..
Men det skulle vise sig at det bare var en blød start - for da løbet startede et par dage senere stod den 3 gange om dagen på fællesspisning for ryttere/massører - og jeg skal lige love for at deres spisesal ku kaldes testosteronfyldt område! Inkl. lumre blikke, sjofle jokes, frække tilbud, pasta, honning og i rigelige mængder nybarberede mandeben! Og hvor jeg klarede mig igennem de 3x2 timers daglige buffeter udelukkende ved hjælp af venlige smil, pæne afvisninger og tilknappet skjorte..
Men skæbnen ville jo så, at jeg også at jeg et par aftener også skulle et smut i den runde hal for at levere sandwiches og mælkeris - og det var jo egentlig meget hyggeligt lige at se en times tid af løbet.. Indtil den første buket så landede i armene på mig! Og jeg blev mere genert end genert! Hvorefter der så åbenbart gik sport i det der med at smide buketter efter mig.. For det var jo helt vildt sjow at se mig med røde kinder, når der kom en buket flyvende og jeg ikke havde andet valg end at gribe dusken..
Løsningen lå jo lige for - og jeg valgte at gå i dækning, blive på hotellet og dermed undgå flere flyvende buketter.. Troede jeg... For resultatet blev at nogle af rytterne så i stedet bragte buketterne tilbage til hotellet - og så ku jeg stå der med en overfyldt restaurant og røde kinder og pænt tage imod blomster og kindkys! Jeps, der er lissom en grund til at jeg aldrig har overvejet en karriere som blomsterpige! Men i det mindste forblev Leth og Mader's trusler om at præsentere mig for 6-dages løbets tilskuere blot en trussel! Og det har ganske sikkert sparet mig for en temmelig stor psykologregning!
Jeg overlevede! Faktisk to år i træk! Og 2. år med knapt så røde kinder! For om ikke andet gav oplevelsen mig da hår på brystet og der skal i dag noget mere til end blomster, testosteronfyldte lokaler og mænd i cykelshorts til at bringe mig ud af fatning! Og trods alt er det da rart nok at have sådanne oplevelser i bagagen - med tanke på at der ikke er nogen der har kastet blomster efter mig lately:-)
