Viser opslag med etiketten glad i låget. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten glad i låget. Vis alle opslag

lørdag den 26. november 2011

Ud i det blå..

Eller rettere det grå.. Der har vi været i dag.. Verdens skønneste børn, Mr Nice Guy og jeg.. Og der har været lejlighed til at skubbe bekymringerne i baggrunden.. Bekymringerne tar vi lige i et andet indlæg!

Det har været en dejlig dag, hvor der var tid og plads til at futte rundt i nattøj helt frem til middag.. Og hvor den stod på boller, mazarintærte og hjemmelavet æblekage hos Oldefar.. Som underholdt ungerne for vildt med gemmeleg og kravlen rundt på alle 4..

Efter at ha rundet Oldemor på kirkegården med en lanterne til de mørke vinterdage passerede vi meget passende dette skilt:


For det føles som om vi præcis har tilbragt hele dagen der.. I Lykkeby! 

onsdag den 21. september 2011

Hurrraaaaa for overskud

Efter den skønne weekend med sol og varme, er der kommet en ekstra portion ind på energi-kontoen - og det har været dejligt at mærke, at jeg de sidste par dage har haft overskuddet til at dele ud af den!

For det fedeste i hele verden er jo, at dele ud af godt humør, smil og positiv energi - og så mærke at man bare får dobbelt igen! Og jeg skynder mig at notere på min mentale huskeseddel, at det har jeg sgu bare at blive ved med! Også selvom det går op i sure sokker, travlt program og regnvejr!

I går var jeg et smut på posthuset med denneher:

Fordi en lille pige og hendes mor længe har været på udkig efter lige præcis denne elefant, som skulle afløse den forvaskede og hullede en af slagsen, pigen har været så glad for.. Og de to ældste øgler herhjemme har hjulpet med at gennemgå samtlige legetøjskasser for at finde banditten - som så ironisk nok skulle findes i Tyrkiet.. Der har den så hygget sig siden sidst vi var afsted i maj måned:-)

Og det gør mig så topglad at en lille 4-årig pige har fået en ny bedsteven! Og ligeså glad og stolt over, at mine børn forstår vigtigheden af at give andre! For den her elefant har ikke været specielt vigtig for nogen af dem, så hvorfor ikke give den til nogen, som det betyder noget for..

Og på vejen hjem smuttede jeg forbi Børnehjørnet - vores lokale Kirkens Korshær børnegenbrugs.. Og damen havde nær kastet sig om halsen på mig over den fyldte Ikea-pose, jeg havde med! Og jeg gik derfra 10 gange lykkeligere end da jeg kom - fordi det sgu da batter! Og fordi det bare er så dejligt at kunne gøre andre glade..

Faktisk inspirerede det mig til at gå hjem og rydde endnu mere ud i kassen med børnetøj, der måske / måske ikke skulle gemmes, sælges eller gives væk - så de får altså lige en Ikea-pose ekstra i dag..

Så skal vi ikke bare lige allesammen sende et smil til en fremmed i dag? Bare fordi vi kan

tirsdag den 13. september 2011

Lucky number 13

Tretten har det jo med at være lidt af en looser når det kommer til talrækken.. Ikke her! Tretten er nemlig ofte faldet ud til min fordel - med gode ting, der er sket d. 13. i måneden.. Og i dag skulle ikke falde helt udenfor kategori!

Jobsamtale booket ind til sidst på måneden! Oh yes!

At det så også var dagen, hvor første afslag tikkede ind på mailen - nå ja, det behøver vi vel ikke bruge så meget krudt på.. Og so far er statistikken da helt okay - ét afslag, én samtale! Så nu er det jo "bare" at sælge sig selv godt nok til også at lande jobbet, ikke?

Easy breezy..

Om voksenting i børnehøjde

Med tre små øgler herhjemme kan ingen sikkert være i tvivl om, at vi hører rigtig mange røverhistorier og får masser af spørgsmål.. Og vi forsøger at snakke os bedst muligt ud af de lidt sværere spørgsmål selvom vi dog engang imellem er nødt til at trække kortet "Sådan er det bare.."

Mor, er I blevet gode venner igen?
I de seneste uger har vores liv jo været farvet af min fyring - og specielt ældsteøglen har været meget interesseret i hvorfor jeg nu alligevel ikke skulle tilbage på arbejde, som vi jo ellers har forberedt dem på.. Og for at koge det lidt ned er det blevet forklaret med, at mor og hendes chef faktisk var blevet lidt uvenner og ikke helt kunne blive enige - præcis lissom pigerne, der godt engang imellem kan komme lidt op og tottes med søstrene eller legekammeraterne.. Og det har altså givet Isabella-pigen stof til eftertanke - for forleden kom så spørgsmålet.. 
Tjah, tjoh, det er vi vel nok på ingen måde.. For vi lærer dem jo, at det skal man! Og at tingene ikke altid er så simple i den voksne verden, den venter vi lige en kende med:-)

Det der med Afrika og sultende børn er jo også et emne, vi har været inde på.. Hvilket jo nærmest er helt uforståeligt, når man blot er 3 og knapt 5 år gamle! For hvorfor er det lige, at de ikke har mad nok? Og hvorfor kan de ikke bare købe noget? Og en resolut Isabella, der greb til sparebøssen for at finde 14 to-kroner frem - som jeg så måtte love at sende til Afrika, så de ku købe noget mad.. Og hvorfor det så lige præcis skulle være 14 mønter? Det må være en eller form for barnlig logik - at det måtte da kunne brødføde et par børn i et par dage eller noget.. Mens en andens barnlige logik udmøntede sig i følgende svar, da hun blev spurgt om hun også ville spæde lidt til madpenge til Afrika: NÆ!
For når man er 3 år, så er det altså helt andre tanker, man gør sig om, hvad sparepengene skal bruges til.. At hun så faktisk sidenhen har skiftet mening og har taget et dybt greb i lommen, er en anden sag:-)

Døden er jo ikke ligefrem et af de emner, vi brænder for at tale med vores poder om.. Men nogle gange er der bare ingen vej udenom! Og de snakke når faktisk ret vidt omkring - og handler om både sorte huller, savn, himlen, hvide kjoler, solskin, engle og om at bære nogen i hjertet.. Efterhånden er snakkene om døden dog blevet af ret positiv karakter - for det er jo kun sundt for dem at vide, at det er okay at savne de, som ikke længere er hos os.. Et af de store spørgsmål pigerne har haft i forbindelse med døden er dog temmelig praktisk - for hvordan får de døde blomsterne, vi lægger på graven? Men det har man altså som 4 årig helt styr på - Og jeg overhørte hende en dag tegne og fortælle for den 1 1/2 år yngre lillesøster - en livlig historie om en kær ven, som i himlen har fået vinger - og når hun så kan se, at der ligger blomster på hendes grav, så flyver hun lynhurtigt som en anden Superman ned for at hente dem! For de skal jo sættes i vand og pynte i hendes hus i himlen:-) Jamen, det er da klart!

fredag den 5. august 2011

Om katten der kom ud af sækken

For noget der føles som en uendelighed siden skrev jeg, at jeg havde en hemmelighed..

Det har jeg så ikke længere:-) 

For laaangt om længe fik den ene chef snakket med den anden chef, som så lige sku tænke lidt over det.. Det gjorde han så og skulle så snakke lidt med HR-medarbejderen.. Som så skulle snakke med den ene chef og derefter den anden chef, som skulle snakke med et par medarbejdere.. Og det var ikke så nemt - for tænk nu hvis medarbejderne fik stress af snakken og så lagde sig syge eller endnu værre: sagde op.. Og så gik man lidt om den varme grød.. Det blev sommerferie og tju hej, hvor det gik.. Men chefen, som sku snakke med medarbejderne fik alligevel lidt dårlig samvittighed i sommervarmen - og fik så snakket med de her medarbejdere i stress-farezonen.. For så at vende tilbage til ferie, sol og sommer.. Og det blev august og hverdag igen - og den ene chef rykkede for svar hos den anden chef, som så lige endnu engang skulle omkring HR og så tilbage til den ene chef.. Og sådan gik det til at den ene chef og den anden chef sammen skrev et par linier og vupti, fik lukket katten ud af sækken!


Og om lige præcis en måned starter jeg så i mit nye job! På min gamle arbejdsplads, men i nye omgivelser og sammen med gamle kolleger, som alligevel er helt nye, da jeg ikke før har arbejdet tæt sammen med dem..
Om jeg glæder mig? Sgu da!

søndag den 3. juli 2011

Om hemmeligheder

Jeg er SÅ dårlig til at ha hemmeligheder!!

Jeg er en af dem, som køber en gave - for så at give den til modtageren allerede inden fødselsdagen, jul eller hvad nu anledningen er... For jeg kan bare slet ikke holde det ud! Når jeg ved noget eller har noget, så vil jeg jo gerne dele det! Der er intet så skønt som forventningens glæde - men jeg gider bare ikke at skulle gå og holde det for mig selv, når nu det er meget federe at dele!

Men altså... Jeg har en hemmelighed! En go en, synes jeg selv.. Men nogen har sagt til mig, at jeg skal holde det for mig selv.. Så det gør jeg så.. Og jeg vil egentlig bare sige at jeg slet ikke synes det er fedt, at jeg ikke kan dele den.. Endnu..

Om mavefornemmelser og glade gensyn

For blot et par dage siden ringede Mr. Nice Guy hjem mens han var på arbejde og spurgte drillende "Og gæt engang hvem jeg har spist frokost med?" - sådan i det der tonefald som om det ville jeg jo aldrig gætte.. Hvortil jeg sådan på den der ganske naturlige vis kastede navnet på en gammel ven af mig.. En ven som faktisk bor på den anden side af jorden, som vi ikke har set i 8 år, og som vi iøvrigt henover de seneste år har tabt kontakten med..

Og jo, mavefornemmelsen var spot on!

Dagen i dag har stået på glædeligt gensyn, sjove historier fra fortiden og glæden over at nogle ting ikke ændrer sig - 8 år og 5 børn til trods! Hvor er det skønt at genfinde og genoplive gamle venskaber:-) Og man fyldes af glæde og stolthed over at vores tilsammen 5 børn har leget, snakket og hygget - til trods for at de ikke taler samme sprog!

Og så håber jeg på, at der ikke går 8 år inden vi ses igen.. Og måske også en lillebitte smule på, at næste møde blir på deres hjemmebane - et af de skønne, smukke steder på jorden, hvor temperaturen kun sjældent lister sig ned på 20 grader..

fredag den 1. juli 2011

Som sendt fra himlen..

- kommer den grønne bil hveranden tirsdag! Hold nu kæft, det gør mig glad!!

For vi har tilmeldt os en Livretterkasse fra Aarstiderne hveranden uge!

Der kommer simpelthen en kasse (eller to i virkeligheden) med ingredienserne til tre måltider - inkl. opskrifter! Og det funker altså! Det er nemt, maden er varieret, det smager godt - og det bedste: ungerne gider faktisk godt spise det! Og hvor er det dog helt fantastisk at slippe for at handle ind, lave madplan og planlægge - som vi jo ellers gør resten af tiden.. Men lige præcis de tre dage er der sgu nogen der har klaret matematikken, så det er til at gå til! Hvis de så lige kunne svinge omkring og lære Mr. Nice Guy at det faktisk er okay, at han også engang imellem lige svinger gryderne, så fik de sgu bonuspoint:-)  Men hep - toppoint til Aarstiderne!

tirsdag den 21. juni 2011

4 1/2 år

Så længe siden er det, at Mr Nice Guy og jeg - sammen - har været børnefri natten over! Det er sgu lang tid!!! For tænk lige at få lov at sove længe.. Eller bare til klokken 8.. Og kunne drikke en hel flaske vin - hver!! - til maden uden at skulle tænke på om det nu også er en god ide med tanke på de tre unger der kravler rundt i hovedet på os klokken helt enormt tidligt næste dag..

Men se nu lige her:
Lånt fra kongenshushotel.dk 
Der skal jeg sove! Længe!! Og jeg skal spise! Meget! Helt vildt meget faktisk!





Hvis du ikke kender Kongenshus Kro & Hotel i det midtjyske, så skulle du altså lige kigge forbi her! For Pernille gør altså noget specielt! Maden er intet mindre end fantastisk - vi snakker økologi og slowfood så det synger! Og omgivelserne er lige til en nyforelskelse..








Og grunden til at jeg skal det? Jeg har nemlig vundet!!! En konkurrence sgu! Magasinet X-Klusiv udlovede nemlig for længe siden en konkurrence om en gourmetmiddag, overnatning og brunch - og jeg har vundet.. Så nu skal vi bare ha afsat nogle unger!! 

Topglad?? Sgu da!

onsdag den 15. juni 2011

Sorry Byggemand Bob!

Det var egentlig ikke meningen at jeg sådan ville stjæle dit job eller noget.. Men jeg ku jo lissom heller ikke bare vente indtil du lige skulle blive færdig med at optage den film der, vel.. Og sengene skulle jo samles inden sengetid...

Men du blev faktisk ret overflødig!




Sir det bare...

fredag den 10. juni 2011

Flade batterier

Lige i de her dage har jeg det faktisk lidt som en Duracell Bunny, der er kørt over af en lastbil.. Batterierne er sgu flade! Og den der oplader - jeg kan sgu ikke finde den!! Eller.. Det vil sige.. Nogle gange går det egentligt meget godt! 

Som i går, hvor dagen blev brugt til brunch i tosomhed med Mr. Nice Guy og powershopping! Weeee.. Det er ALT for længe siden vi har haft muligheden for bare at have nogle timer for os selv og ha tid til at se hinanden i øjnene!
Og nye tøjindkøb gav lige det der kick, der skulle til for at få ryddet op (og ud!!!) i tøjskabet! Så nu ligger alt på snorlige rækker, sirligt foldet og opdelt.. I hvert fald indtil videre! Hvorfor, hvorfor, hvorfor er det lige at tøjet ender op i 5 stakke i løbet af ingen tid? Og man overhovedet ikke kan se hvad man har.. Men det skal være slut! Det har jeg lovet mig selv! Fra nu af er der nye boller på suppen! Orden i skabene! Jeps! Aldrig mere rod!

Og babyøglens kommode er langt om længe blevet færdig!! Det projekt har også kun taget 3 måneder!! Fordi jeg tapetserede skuffefronterne og så bare ikke kom videre.. Men nu er der lagt tapet på toppen og der er givet lak! Ufatteligt som en 10 år gammel Ikea kommode fik nyt liv.. Det gør mig altså glad i låget, at der er sat flueben ved et projekt selvom det kniber med energien:-)

At der så allerede i næste uge skal ske noget på de to øvrige børneværelser er så en anden sag.. Men mon ikke en god lang weekend kan hive lidt ekstra hjem på energikontoen?

Heldigvis kunne man jo liiige snige sig til en morfar inden indkøbstur og afhentning af øglerne.. Og så er der noget med nogle pandekager og is og Disney Sjov, som man var så letsindig at love tøserne! Der er lagt op til en herlig weekend!

onsdag den 8. juni 2011

Sommerfugle i maven

Der var jo noget med en hektisk uge.. Det ku principielt være hvilken som helst uge egentligt! Denne uge hvor hverdagen ramte hårdt - med indkøb, penicillin, madplaner og alt for mange panodiler.. Eller sidste uge med 40 i feber, 34 grader i skyggen, kølig swimmingpool og hastig hjemrejse fra Tyrkiet.. Men det er faktisk ugen før igen, det handler om! Og så alt det indimellem - hvor forrige uges begivenheder har sat sig som baskende sommerfugle lige i mellemgulvet! Og jeg venter....

For det var ugen, hvor jeg mødte min nye chef.. Som viste sig at være übercool, fuld af visioner og lige præcis så fisken-på-disken-hudløs-ærlig-og-ligefrem som jeg ku ønske mig! Min drømmechef! Tror jeg.. Uden at ha arbejdet sammen med hende endnu, hvorfor der jo selvfølgelig er et lillebitte forbehold.. Og den der nagende frygt for at komme tilbage på arbejde blev faktisk erstattet af iver, glæde og topmotivation! Hvorefter frygten igen kom snigende..

Jeg elsker mit job! Virkelig! Salget, udfordringerne, kollegerne (most of them anyways...), produktet, sgu endda kunderne (ja ja, det meste af tiden anyways..). Men så er der også bare lige de der ting, der ikke funker - og det er der jo altid.. Men jo, der er sgu ting der virkelig ikke fungerer - og som har givet mig ondt i maven når jeg har tænkt på at skulle i gang igen efter sommerferien.. Og så kom drømmechefen! Og jeg tænkte Nu blir alting godt! - og et øjeblik senere tænkte jeg alligevel Nu blir alting lidt bedre.. Måske.. For en tid.. Indtil...

Og så snakkede jeg med en kollega om et job.. Samme virksomhed, andet job, andre vilkår, andet arbejdssted. Og så kom jeg helt op og køre! For det er jo et fantastisk job! Og med alle de samme fordele, men bare mange færre forbehold..

Og nu vil jeg jo gerne bare vide om jeg må.. Om nuværende (not so nice) gammel chef  og fantastiske ny chef vil gi mig lov til at forlade skuden! For nu er der jo gået politik i lortet! Jeg har ikke noget at skulle ha sagt.. Udover det, jeg allerede har sagt - at jeg gerne vil! Så nu skal gammel chef, ny chef og potentiel ny chef lægge arm om mig.. Måske nogen skal betale løsesum.. Eller betale penge for at blive fri for mig.. Eller slå plat og krone om det.. 

Søde, rare chef-kvinder og mænd (både jer, der er nice, fantastiske, visionære og jer, som overhovedet ikke er nogle af delene)  - gider I ikke godt blive færdige? Og så lige gi mig et kald eller noget.. Altså, jeg synes jo selv, at jeg er verdens bedste sælger, medarbejder, kollega - men 14 dage already..
 
   

tirsdag den 10. maj 2011

One small step for man, a giant leap for...

me!!!!
I know - i går skrev jeg vist noget om babysteps fordi energiniveauet ikke ligefrem har nået sine sædvanlige højder.. Men det var så i går!
For i dag så man lige mig lette røven fra sofaen.. Og blive husmoderlig.. Og sund.. Og faktisk også lidt aktiv..
Og jeg har endda hverken sovet morgen- eller middagslur i dag (selvom jeg så alligevel håber at det liiiige kan blive til en halv time inden babyøglen vågner..)

Men Aarstiderne kom jo altså lige forbi! Det var godt nok med vilje - jeg bor jo lissom ikke lige et sted, man bare sådan lige kommer forbi uden at ha et ærinde! Men sagen er jo den at jeg i sidste uge fik en brilliant ide! Nemlig at prøve en af de der Livretter-kasser fra Aarstiderne.. Sådan en kasse med nogle opskrifter og ingredienser til 3 måltider til hele familien - som både skulle være nemt og sundt og varieret og alt muligt! Og det er jo faktisk ret så fantastisk - specielt når man er ved at gå helt død i det med planlægningen af en sund og varieret kost! For selvom yngste medlem af familien er nærmest altædende, så er der til gengæld to møgunger, der nærmest i kor siger Det kan jeg ikke li! inden låget overhovedet er taget af gryden.. Og nej, kreativiteten vokser altså ikke ligefrem af den slags kommentarer!
Og der skulle jo lissom andre boller på suppen - for de sidste tre uger har der bare været lidt for mange aftener med rugbrød, pølser og frikadeller fra fryseren! Så nu skal det prøves! 

Og jeg er sgu positivt overrasket! Råkostsalat, tomatsalsa og salat klar til i aften - så er det bare at koge noget pasta (fuldkorn - naturligvis!!) og stege nogle pølser - så er den i vinkel! Og fordi jeg blev så ivrig, så er Coleslaw'en faktisk allerede gjort klar til i morgen, når der står burgere på menuen!

Så føj for den da! Og som om det faktisk ikke var aktivitet nok, så var jeg også lige ude og lege med hunden! Ikke vores egen godt nok - for der kom lige den skønneste lille Spaniel forbi - som den på billedet her! På afveje, så mens jeg fik ringet til ejermanden ku vi jo lisså godt holde fest! Hvilket jeg faktisk er glad for! For da ejermanden kom, skrumpede hundeglæden ind.. Og den blev udskældt beordret i bilen.. 
Og da var det så at jeg sådan cirka blev 10 år gammel igen - og ville ønske at jeg bare ku skjule kræet på mit værelse i al evighed!

Zoo

Årets første tur i Zoo var et hit - og mon ikke det snart blir tid til det igen?


Jeg kender i hvert fald en der gerne snart vil på hesteryg igen! Og måske man så kunne lokke storesøster med? Selvom hun ikke meget for at hoppe op på noget, som faktisk bevæger sig....
 







torsdag den 7. april 2011

170

Det er så mange annoncer, jeg nu har liggende på TS!!!
Hvordan vi endte op med så meget babytøj fatter jeg hat af! Og hvordan hende den lille tykke baby-øgle voksede ud af det så hurtigt fatter jeg heller ikke...
Mr. Nice Guy er lige kommet ind af døren - topglad over at ha solgt en masse vin i aften! Han er sgu lidt sej! Og jeg er topglad over at ha fået ryddet op i babytøj og TS-annoncer! Jeg er faktisk også selv lidt sej! 
Og hvis den gode stil holder, så dukker i hvert fald den ene sending tapet op i morgen, så jeg kan få afsluttet endnu et projekt! Jeg elsker flueben!!
 
Nighty night derude!

mandag den 4. april 2011

Om lykkelige slutninger

Okay, der er ingen tvivl om at dagen i dag har været en lortedag - og først på denne side af middag holdt min hjerne op med at chante "lort, lort, lort".. Slamsugeren nåede at dukke op inden det væltede ud under døren - og med verdens bedste slamsugermand bag rattet!! 
I de 4 år vi har boet i vores (temmeligt gamle) hus har vi haft problemer med at et af vores gæstetoiletter har været konstant stoppet.. Hidkaldte vvs-mænd har ikke kunnet finde årsagen!
Og i de samme fire år har vi levet i den tro, at vores septiktank blev delt med nabogrunden - for det har kommunen, tidligere ejer, naboer og kloge folk fortalt os..
Men fanme da om ikke den fantastiske slamsugermand fandt en septiktank lige udenfor gæstetoilettets vindue? Og for at det ikke skulle være nok fandt han faktisk en tank mere, der hører til to andre toiletter i huset!! En prægtig mand!
De her kære tanke har gemt sig godt med tanke på at ingen kendte til dem - og de er derfor ikke blevet tømt i temmelig mange år! Honest, jeg har set mere lort i dag end jeg håber at se resten af mit liv!! Om vi lige præcis taler 10, 20 eller 30 års lort ved jeg ikke lige præcis, men det er i omegnen!! Men problem solved - og jeg lover at jeg ikke så meget som nævner ordet igen i meget, meget, meget lang tid!!

Og dagen endte jo op med alligevel at være en af de dejlige dage! Lidt mere stressende end gennemsnittet, men klart en dag over middel! 




Et par flasker klorin og godt med knofedt og toilettet står igen som det burde - og virker nu bedre end nogensinde før! Og når man ser på det nu, skulle man jo ikke tro, at der fra morgenen var fyldt med syv baljerfulde lort derinde, vel?




Og sidst på eftermiddagen blev der endda tid til cafe latte, kiks og banan på terrassen.. Babyøgle var i tophumør!!! Og sådan et kiksegrin kan man da kun blive glad i låget af!

Jeg er sgu lidt en sucker for lykkelige slutninger..

onsdag den 30. marts 2011

Om glæden i det små og dygtige børn

Solen er kommet frem igen - og det gir altså lige humøret og energien et ekstra kick! 
Og så huskede jeg til morgen noget om at man skal se sin frygt i øjnene.. Det gjorde jeg så - og kan nu glæde mig over snorlige rækker af tallerkener, glas, skåle og fade! Køkkenskabene fik sig en ordentlig en på hatten - og man kan nu faktisk åbne hjørneskabet uden at noget falder ud på gulvet! DET er stort! 
Genbrugsbiksen blir sikkert også ganske glade for den kasse, der er blevet tilovers.. Faktisk burde man jo leve efter princippet om at alt der ikke er brugt i 3 måneder skulle ryge ud, men hvis nu man lige skulle bruge den tingest, man knapt husker man har købt - og ikke lige helt ved hvordan virker.. Lidt fik lov at blive - men meget mere røg ud!

Og med en stribe sol på køkkengulvet husker man også at være glad for selv de mindste ting! Og føler sig lykkelig helt ind i sjælen:-)

Der er blevet plantet et par krukker, som står trygt og godt i depotet til varmere dage.. Bare et par grader mere, tak - og gerne snart! Jeg glæder mig til sommeren - bare ben og korte ærmer.. Ikke at jeg faktisk særlig tit har bare ben! Måske man skulle overveje at investere i en god selvbruner, så de faktisk tåler at se dagens lys - eller rettere at nogen tåler at se benene!! Se, Gustav - der kan man tale om grisehvid!!!Og nej, jeg gik desværre glip af For lækker til love i går - må vist lige se om ikke jeg kan fange genudsendelsen! For det er da god underholdning!!

Og mine børn startede simpelthen dagen med at gøre mig så stolt!! Altså - jeg er da altid stolt af dem.. Og jeg hader iøvrigt når folk praler helt uhæmmet af deres børn!! Men de blir bare store - og dygtige! Og kan nærmest snart helt undvære mig...
Mellemste øgle på 2 1/2 sørgede lige for selv at tage tøj på - okay, at blusen lige måtte vendes er jo en detalje.. Og så syntes hun altså at familien var lige lovlig langsomme til at komme ud af starthullerne, så hun dækkede lige bordet og fandt morgenmaden frem, mens vi andre blev færdige! Må overveje at lære hende at lave kaffe snart....

Efter morgenmaden sørgede hun så oveni købet lige for at skylle af, fylde opvaskemaskinen og starte den! En anden gang skal vi så nok lige overveje om det er en god ide at tage tøj på før eller efter morgenmaden - i hvert fald kostede det så et tøjskift.. Men hvis det er prisen for at have hvad der svarer til en filipinsk au pair indenfor dørene, så er det faktisk okay med mig! Og når nu storesøster på 4 er så dygtig til at lægge tøj sammen og på plads efter vask, så har jeg jo egentlig ikke en skid at klage over!

Det er i særdeleshed en af de dage, hvor mor er stolt! Og baby-øglen vendte efter morgenluren tilbage til sit sædvanlige glade jeg - efter i flere dage at ha været en sur lille kone! Om der er tænder på vej eller om hun bare er så skide-møg-irriteret over alle de ting, hun endnu ikke selv kan - såsom at gå, stå eller i det mindste bare kravle, ved jeg ikke.. Sur har hun i hvert fald været! Men hun har været topglad og rundhåndet delt ud af våde, savlende kys! Åd storgrinende en banan og en halv rugbrødsmad, hvorefter hun med forårsrøde kinder nu får sig en velfortjent morfar i barnevognen! Åh, de røde kinder!! Det kan godt være, hun har hamsterkinder, men hun er fanme en lækker baby når hun er glad! Og nok har kyssene været våde, men jeg har glad taget imod! For en eller anden dag risikerer jeg jo, at hun ikke gider kysse mig mere..

torsdag den 24. marts 2011

Om at være lykkelig

Det har været en effektiv og meget, meget lang dag! Babyøglen har været urolig og i dårligt humør, hvilket ellers aldrig sker.. Typisk på en dag, hvor man bare gerne vil ha ordnet en milliard ting, og hvor jeg har været alene med pigerne!

Men det er ligemeget nu! Manden er kommet hjem og gået under bruseren, mens maden steger færdig i ovnen.. Og de tre øgler ligger trygt og sover, mens vi bare skal krybe ned i sofaen og være to.. Det er sgu da lykke!

Og for at det ikke skal være løgn, så ligger babyøglen nu med en sut i munden!! 7 måneder gammel og nu med sut! Vi har kæmpet en indædt kamp for at få hende til at tage sutten, prøvet samtlige mærker - store, små, runde, flade og fodformede, men vi ku glemme det, ku vi! Indtil i dag...

Hvilken smuk torsdag aften!

mandag den 21. marts 2011

For 128 kr. tapet, tak

Jeg har gjort et kup! Og jeg glæder mig helt vildt til at posten kommer med det og til at komme i gang med nogle kreative projekter med tapet!!

Jeg har nemlig købt en meter af det her:

Og en meter af det her

Og det her




Og så en meter af syv andre lækre tapeter!

Jeps - til kun 128 kroner! Og jeg er da topglad!


Men hvordan Måleributiken får det til at hænge sammen økonomisk - det forstår jeg da slet ikke! Hvorfor sælge en tapetprøve på 1 meter til 20 svenske kroner - mens en rulle med 10 meter koster 799 svenske kroner? Det lyder da pænt meget som en underskudsforretning... Og så er de første to prøver iøvrigt gratis! OG de sender fragtfrit.... Dog max. 10 tapetprøver på en ordre - og det er vel fair nok:-)

Jeg tror da nok, de skal regne med at jeg kommer tilbage en anden gang!

fredag den 11. marts 2011

Fredelig fredag

Med gåtur i blæsevejr, kreative syslerier, stadig hostende - men nu feberfri, glad og syngende babyøgle, sol på mine beskidte vinduer, kager til weekendens besøg - og nu liv i køkkenet, hvor midi- og maxiøgler spiser kage og drikker saft - kan man så andet end glæde sig over at det er weekend?