Om at se den anden vej

Og hvorfor er det så lige, at nogle mennesker bare vælger at se stift i modsatte retning når man passerer? Og ikke som helt normale og høflige mennesker kan hilse?

Sorry - men det gør mig sgu vred! Og jeg håber, at du så den anden vej fordi det faktisk stak lidt i hjertet på dig! Mor..

Tidligt tankermylder

Her mellem 5 og 6 til morgen lå jeg og holdt i hånd og krammede med yngsten! Skønt øjeblik at ligge tæt og lytte til regnen udenfor... Og lige om lidt er hun jo så stor at hun ikke længere gider uhæmmede mængder af krammeri..
Og så lå jeg der i mørket og tænkte.. Tænkte på at det eneste, jeg ønsker mig til jul er en sprøjte med Botox til de der panderynker, der bare blir dybere og dybere og en krone, så jeg igen kan få et lige tandsæt - damn, den tandlæge, der bare lappede knækket fortand med en omgang plast uden lige at præsentere mig for muligheden for en krone! Og hvor priviligeret jeg jo faktisk er, når det eneste, jeg ønsker mig er at blive lidt pænere pæn!

Og så kom jeg til at tænke på at der efterhånden kun er et par måneder til jul.. Hvilket i år er lig med ferie! Altså på den der sol/strand/kulørte drinks-agtige måde:-)

Og tankerne vandrede videre til en jul for fire år siden.. Som var den slags jul, en psykiater med garanti kunne tjene en hel årsløn på!

Hvor ældsten på dengang et år passende startede julemiddagen ud med at brække sig udover den ene halvdel af middagsbordet.. Og hvor jeg var propfyldt med graviditetshormoner og nygravid med mellemsten.. Og det stadig var en hemmelighed.. Og det var første jul uden svigermor.. Og den jul, hvor mor forinden havde truet med ikke at komme, hvis vi ikke osse inviterede hendes eksmand - altså den eksmand, som hun et halvt år forinden var gået fra.. Og den jul, hvor jeg blev tosset på min mor af alle de gode grunde.. Og hvor Mr Nice Guy tog min mor i forsvar af alle de forkerte grunde.. Og hvor jeg afsluttede aftenen stortudende og ulykkelig på kanten af badekarret.. Mens de andre spiste ris a la mande i stuen..

Hvilket igen lige minder mig om hvor priviligeret, jeg er! Og hvor meget jeg nyder de fredelige tilstande, der hersker i vores lille familie. Og at jeg glæder mig til jul - for 3. gang så længe jeg kan huske.. Og er det egentlig for tidligt at hente julepynten på loftet?

Hold nu kæft, det er vist meget godt at det så blev tid til at stå op... Og nej! Jeg lader lige julepynten stå deroppe et par uger endnu:-) Og går i sving med nogle opgaver, der lige stopper det tankemylder der!

Om at være glad uden mor

I går skrev Marie et indlæg som rørte mig.. Det gør hun så tit, så deri ikke så meget nyt - men det her indlæg rørte mig fordi emnet for mig er lidt mere aktuelt lige nu end ellers - og så fordi det fik mig til at tænke lidt dybere over det der med et liv uden mor..

For det er jo det liv, jeg lever.. Og som jeg ofte synes er svært, men ligeså ofte synes gør tingene meget nemmere og fredeligere..

Og lige præcis i går fik jeg så den her sms fra øglernes gamle barnepige.. Den sødeste pige, som har det svært. Jeg har faktisk aldrig sådan helt til bunds snakket med hende om hvad det er der gør livet så svært for hende, men for nyligt lukkede hun lidt op og fortalte, at en af tingene er at hun har det lidt med sin mor som jeg havde det.. Og nu vil hun gerne snakke med mig - i håb om at jeg kan kaste hende et par guldkorn eller gode råd når det kommer til det her med issues med mor. Og det tror jeg sgu ikke jeg kan! Men måske kan vi alligevel begge lære noget ved at lytte til hinandens historier..

Det her med at leve uden kontakt til mor er ikke noget, jeg kan anbefale.. På den anden side heller ikke noget, jeg kan fraråde.. For det handler jo om hvordan man har det - med sig selv og med sin mor, om hvorfor og hvordan det er gået skævt - og mest af alt om ikke der bare er en flig af chance for at forholdet kan blive godt igen.

Jeg har ikke set min mor i snart 3 1/2 år nu - hvis man altså ikke tæller de gange, jeg har set hende i bybilledet eller den ene gang for halvandet år siden, hvor jeg kørte ind til hende, ringede på og gav hende en pose med gaver tilbage. En pose, hun havde sat ved min dør - med gaver til mine børn.. Sød tanke, ikke? Men fordi jeg er som jeg er og fordi min mor er som hun er, så var det ikke sådan kontakten skulle genoptages.. Jeg husker den der følelse af fortabthed, da hun åbnede døren og så lillebitte ud - meget mindre end jeg huskede hende.. Og hvordan hun blev en flitsbue af fornærmelse over at gaverne kom retur.. Og hvordan jeg forsøgte at trænge ind til hende med mit ønske om at ha hende i vores liv - bare uden dramaet, uden løgnene, men med ro og stabilitet.. Og hvordan benene forsvandt under mig da jeg nåede tilbage i bilen, rystede i timevis og tårerne ingen ende ville tage..

Men det holdt op igen og jeg er nu glad(ere) uden mor - lissom Marie's Lars. Og når nogen spørger om ikke det kunne være rart at slutte fred med min mor, må jeg faktisk tilstå, at jeg tænker, det lige præcis er det, jeg har gjort! Sluttet fred! For jeg er ikke vred eller sur eller bitter.. Og jeg har det okay med at nogle (mange) dømmer mig når de hører at jeg ikke har kontakt med min mor - for det gør de kun fordi de ikke kender min historie. En historie, som er så uendelig lang og trættende, at den kræver ugentlige møder i årevis at komme igennem:-) Om jeg tror at vi får kontakt igen engang? Man skal jo aldrig sige aldrig, men jeg tror det faktisk ikke.. De sidste år har uden sammenligning været de vigtigste og mest begivenhedsrige i mit liv. Det er årene, jeg fik børn - og årene, hvor jeg sådan rigtig blev voksen..

Det er sagt før, men jeg savner at være nogens datter! Det tror jeg faktisk, vi allesammen har behov for - men nogle gange vil omstændighederne det bare anderledes.. Men til gengæld er jeg jo nogens mor!

Om fantastiske mennesker

Klokken var kun 5 i går morges da babyøglen ville holde fest - så den stod på Teletubbies, Cafe Latte og Facebook. Og en helt fantastisk start på dagen - faktisk så fantastisk at jeg tudbrølede! For jeg har de her gamle venner - en hel familie faktisk.. For 20 år siden da jeg første gang var i USA boede jeg hos den her fantastiske familie - mor, far og tre piger på min alder.. Fantastiske fordi de er dem, de er - og som har overskud til at være så meget for andre! Og jeg er taknemmelig for Facebook - og muligheden for at vi kan følge med i hinandens liv selv med den store afstand imellem os og det faktum, at vi faktisk ikke har set hinanden IRL siden dengang.. Der er sket meget siden da - der har været bryllupper, der er kommet børn (og mange af dem!! Sara, Kelly, Amy og jeg har tre hver:-), vi er blevet voksne og er alle godt i gang med at leve livet..

Men da jeg sad der på Facebook, postede Sara et billede af sig selv, sine søstre og forældre - et smukt billede af smukke mennesker - og et smukt billede skal jo ha et "like".. Og til det var det så hun skrev: Dorthe, we need you in this shot...their 4th daughter!!!!

Og så tudede jeg sgu! 
Efter forleden hvor jeg her på bloggen skrev lidt om behovet for at være nogens datter, følte jeg mig faktisk lidt fortabt og sårbar.. Og forældreløs! Ikke fordi det er noget nyt eller er noget, jeg ikke før har talt om - men fordi det bare blev lidt mere virkeligt af at skrive om det. Og fordi det var en af de dage.. Og så skrev hun lige præcis det, som jeg havde brug for! Altså, jeg ved jo godt, at det er lidt løgn - for hvor gerne jeg end ville det, så er jeg jo ikke deres datter - men det er bare sådan en dejlig tanke! Og den kan jeg tage frem når jeg har brug for det - og lige for et øjeblik lade som om jeg var del af den fantastiske familie.. Ren Zen! Og nu er roen og styrken tilbage! 

Så nu glæder jeg mig over solen og foråret, over en kommode der skal males, over en veninde og hendes lille nye Max som kommer til kaffe og hygge, over ungerne der vil ha risengrød til aftensmad, over veninden som skal fortsætte sin kemobehandling, over håb og fremtiden og over de fantastiske mennesker som lader mig tage del i deres liv på samme måde som de tar del i mit! Over noget der ligner lykke!

Om livet uden mor og far

Da jeg læste Marie's blog i dag fik jeg et stik i hjertet...Og fik mig til at tænke over det at være uden kontakt til mor/far - og om det svære i den beslutning!
Min far har aldrig rigtig været i mit liv sådan for alvor - da jeg var barn var det altid præget af pligt og tvang for så til sidst at ebbe ud.. Og fordi det altid var så svært, var det egentligt nemt nok at acceptere at det bare var bedre ikke at ha kontakt. 
Til gengæld har det bare ikke været helt så nemt med moren min.. Hun og jeg var tæt forbundet gennem min opvækst - hvilket jo egentligt var ret så forståeligt, fordi vi kun var os to. Men da jeg så blev voksen, mødte Mr. Nice Guy og tog hul på livet med min egen lille familie, så stod hun af.. Som om hun følte sig stødt væk - på trods af at der var mere brug for hende end nogensinde før! Bare i en anden form.. Og så alligevel som før!

Uanset hvor gammel man blir, så har man jo brug for mor, har man ikke? Jeg ku i hvert fald godt bruge en.. Helst en af dem, som synes jeg altid gør det rigtige - men også gerne en af dem som uden filter ville fortælle mig det, hvis jeg var helt ude i hampen! 

Men livet går jo videre - og for mig gir fraværet af mor en form for ro, som jeg sætter pris på. Men det forhindrer ikke savnet, sorgen og følelsen af tab! 
Jeg mindes engang at ha hørt at en kærestesorg varer det halve af forholdets længde - altså hvis forholdet varede 6 år, tar det 3 år at komme over.. Gad vide om det holder vand? Og om det også gælder for sorgen over andre forhold, der går itu.. Eller varer det mon livet ud?

Håber vist bare at det blir lidt nemmere med tiden, men faktisk vil jeg gerne holde lidt fast i sorgen - for den hjælper med at være en god, forstående og nærværende mor og med at huske, at jeg skal være der altid. Altid som i for evigt! Uanset! Og huske på, at ting sjældent sker "bare fordi", men at der nok var en dybere mening! Og så nyde roen - og værdsætte alle de skønne mennesker, der fylder vores liv! For det gir da mening!