Fødselsberetning

Aii, jeg ved det jo godt.. Det er vist gået hen og blevet et modefænomen.. Det der med at dele sin fødselsberetning.. Med alle, der gider at lytte/læse eller som bare tilfældigvis er i rummet.. Og det er altså ikke for at være arrogant eller noget.. Men så er det så, du kan se mig sidder derovre i det mørke hjørne med hænderne for ørerne mens jeg med høj og skinger stemme kvidrer "lalalalalalalalalalala"..

For det er altså noget, jeg ikke helt forstår! Faktisk fatter jeg simpelthen hat af det! Som i forstår det over hele hovedet slet ikke.. Og er cirka lisså blank som enhver mand der måtte passere mens kvinden med det nyfødte barn sidder og snakker om slimprop, hindeløsning, lavement og klip..

Men allerede efter de første tre sætninger føler jeg mig evigt taknemmelig for at have født ved kejsersnit - og efter yderligere to sætninger sætter jeg kurs mod nærmeste toilet fordi billederne i mit hoved blir lidt for virkelige til at mit maveindhold blir på plads..

I know.. Jeg lever i uvidenhed.. Fordi jeg intet ved om hverken veer, fostervand og slimpropper.. Og faktisk heller ikke selv har mærket noget til efterveer.. Og at de fleste kvinder vil mene, at jeg er gået glip af en ganske vidunderlig oplevelse..

Men vil det være for usolidarisk - som kvinde - at sætte badges med teksten "Nej, jeg vil ikke høre din fødselsberetning" i produktion?

Sorry Sisters:-)