tirsdag den 27. december 2011

Julefrokoster

Er faktisk ikke sikker på, at begrebet nogensinde blir det samme igen! For når så man har prøvet at sidde der på en solseng, bagende sol, sval pool, kold sangria og dagens frokost - og så på 2. juledag.. Der er lissom ingen vej tilbage! Love it, love it, love it!

fredag den 23. december 2011

Og vi lukker og slukker for i år..

Fordi manden vandt - helt uden diskussion - og pc'en blir stående, hvor den er.. Og fordi jeg skal bruge aftenerne under varme himmestrøg til at holde i hånd, drikke vin og nyde havudsigten..

Og jo, der er panik før lukketid! Som altid! Fordi der er 100 ting, der altid skal laves i sidste øjeblik - og som jeg mistede overblikket over.. Men jeg ved jo godt, vi når det hele:-)

Så Glædelig Jul og Godt Nytår! Vi ses i 2012, som blir verdenshistoriens bedste år! Det kan jeg mærke!

torsdag den 22. december 2011

Silent night, holy night

Julefreden er ved at sænke sig! Nu blot tilbage at fikse julemiddag til Oldefar og pakke kufferten (inkl. nyindkøbt bikini) inden den står på rolig, afslappet og hyggelig jul i det lille hjem!

Og jeg glæder mig! I stor kontrast til julen som den var før i tiden.. For der er dømt kvalitetstid, Vildkat ved spisebordet, besøg fra julemanden, ild i pejsen og pyjamasparty så snart ungerne er kommet i seng!

Det har været en hektisk og dyr december, men den sidste uge af 2011 blir simpelthen den mest afslappede, rolige og idylliske uge nogensinde! Det har jeg bestemt - og sådan blir det! At der så fortsat lige er et par detaljer omkring noget transport til lufthavnen og truslen om at polisen dukker op for at klippe pladerne på en bil, der burde være synet for et par måneder øjeblik siden - DET taler vi ikke ret meget om.. Den slags detaljer er simpelthen for små til at bekymre sig..

Endnu er det ikke helt på plads om pc'en ryger med i kufferten.. Mr Nice Guy og jeg er måske ikke helt enige på det punkt og har endnu ikke turde at bringe det på banen, så hvorvidt det faktisk er ved at være slut for i år, står indtil videre hen i det uvisse..

Såååå - Glædelig Jul og Godt Nytår! Pas på fyrværkeriet, lille Danmark og jeres kære:-)

onsdag den 21. december 2011

Dengang tilbage i oktober...

lignede det virkelig verdens bedste ide! I swear! Det gjorde det! Fordi der så kun var en enkelt lillebitte kuffert, som skulle med, hvilket jo var genialt, når der samtidig var tre trætte børn under armen..

Så shorts, sommerbluser, bikinier, nederdele, sommersko - ja, stort set hele sommergarderoben blev liggende i skabet.. I Tyr-fucking-kiet!!!! Og der ligger det jo godt - indtil engang i foråret vi kommer på de kanter igen!

MEN HVAD FANDEN TÆNKTE JEG PÅ???? Arrrhhhmen, forfandengalemigdanogetpis! Så nu sidder jeg her med en ynkelig bikini (som jeg kunne passe for 3 børn og 7 år siden - og som jeg iøvrigt aldrig har haft nogen intentioner om at komme i igen), et par sandaler, som er et nummer for små (og som klart burde være afleveret i genbrugsbiksen) og intet - som i absolut intet - at tage på når nu den står på 25 grader og 85% chance for sol i næste uge!

Note to self: næste gang du får en god ide, så fører du den ikke - og jeg gentager IKKE ud i livet! Medmindre indkøb af ny garderobe venter forude...

Still alive

Der har da vist godt nok været stille her.. DET har der så ikke været i mit hoved!

I går lå jeg så der med røven i vejret og en grangren i øret, alt imens jeg kæmpede med at få spændt juletræsfoden og jeg brugte timer (ja ja, måske ikke flere timer, men you know what I mean..) på at få juletræskæderne filtret ud.. Så nu ved jeg hvad nisserne laver deroppe på loftet hele sommeren.. De triller juletræskæder så de til forveksling ligner garnnøgler! Og under al den her ståhej hørte jeg kun en høj, skinger stemme inde i hovedet: "Gi nu op, drop den jul, pis være med det, smid træet uuud, drop det, giii nu oooop!"

Og da jeg vovede mig ud i byen for at panikshoppe julegaver, blev stemmen ganske enkelt så skinger, at jeg overhovedet ikke forstod ordene..

Men ved I hvad? Gu gav jeg da ikke op! Julegaverne er købt og pakket ind, træet står lige(!), er pyntet og anden er bestilt! Sgu!

Det blir jul! Jo, det gør! Om jeg så blir færdig til det ferie der - det er jeg ikke sikker på.. Men julestemning - DET har vi!

torsdag den 15. december 2011

Om overspringshandlinger

Der sker ikke meget på "køb-julegaver"-kontoen og faktisk heller ikke så meget på den praktiske del af ferieplanlægningen.. Gad vide om jeg overhovedet har en bikini i skabet??


Til gengæld er der skrevet ansøgninger og købt ind til lagkage-projekt - og faktisk årets sidste! Og jeg skal osse ærligt tilstå, at der ikke er mere krudt i bøssen når først lagkagen i morgen er bikset, fikset og pyntet! Hva er nu det osse for et ønske? En lagkage.. Ku jeg ikke bare ha købt et par sko eller en vase eller noget?


Og nu er nissen altså på spil! For de unger der - de synes, nissen er sååå sød! Well, ikke længere!!

onsdag den 14. december 2011

Var der nogen, der hviskede Panik?

I år er julen altså en lidt underlig størrelse.. I hvert fald herhjemme hos os..

Det er jo ikke fordi vi ikke juler... Nissen kommer troligt med gaver til de to ældsteøgler, der er pyntet, bagt pebernødder og lys i træet foran huset... Men det er som om julestemningen ikke helt vil indfinde sig... Og det kniber altså lidt med de der julegaveindkøb... Listen over gave der skal købes er stadig betydeligt længere end den, der allerede er sat flueben ved!

Og hvem har nu fundet på det der lyn og torden i december? Det fatter jeg hat af! Altså som jeg husker det er lyn og torden sådan noget, vi oftest oplever om sommeren.. Men næ nej, lige som man tror der er styr på det hele med hvid jul, frost og sneboldkampe, så kommer de listende med tordenskrald..

Men måske er det bare noget med at kaste sig ind i gamet igen? Altså jule-gamet.. Og æde en hel kasse pebernødder, høre Last Christmas for fulde gardiner og se at få købt de julegaver der.. Selvom det altså flimrer en smule for øjnene når man samtidig skal til at finde bikini, tanktops og shorts frem til juleferien..

mandag den 12. december 2011

I en muteret udgave af sig selv..

Lige præcis der befinder jeg mig nu! Med det halve af ansigtet summende i bedøvelse.. Og netop her gik det så op for mig, at jeg ikke lider så meget meget af tandlægeskræk som så meget andet..

For der er nemlig ting, der er langt mere skræmmende end tandlægen - og min tandlæge har faktisk vist sig at være både overordentlig sød og venlig..

Lige nu er jeg nemlig ganske helt og aldeles rædselsslagen for to ting:

At bedøvelsen i ansigtet ikke igen forsvinder.. Hvilket fører til kroniske mærkelige ansigtsudtryk og sløret tale - og på sin vis kunne minde om en meget gennemført julefrokost-brandert! Det er dog på ingen måde ligeså festligt!

At den midlertidige plastkrone på min ene fortand falder af - og afslører den stump af en fortand, tandlægen har efterladt efter en grundig slibning! Det billede har jeg overhovedet ikke lyst til at have i mit hoved - og jeg behøver på ingen måde at se, hvordan det mon ser ud!

Så selvom jeg for blot et par timer siden ville ha påstået at lide af tandlægeskræk, så ved jeg nu, at det slet ikke forholder sig sådan.. Faktisk glæder jeg mig usigeligt til at se hende igen i næste uge!

fredag den 9. december 2011

Filmklassikere reinvented

Kan du mon finde en scene fra din yndlingsfilm her? Fantastisk ide - og skønne Arthur!

American Beauty

torsdag den 8. december 2011

Om at se den anden vej

Og hvorfor er det så lige, at nogle mennesker bare vælger at se stift i modsatte retning når man passerer? Og ikke som helt normale og høflige mennesker kan hilse?

Sorry - men det gør mig sgu vred! Og jeg håber, at du så den anden vej fordi det faktisk stak lidt i hjertet på dig! Mor..

Om glemte glæder

De sidste par uger har været travle og temmeligt følelsesmæssigt hårde - mest fordi ældsteøglen herhjemme har fået nogle knubs.. Der har været lægebesøg, vaccination, øjenlægebesøg, optikerbesøg, mange gæster og flere uvante situationer - altsammen noget, som hun har det svært med pga sin sensitivitet.. I går bød dog på et par gennembrud, som gir os håb om at vi er gennem hurdlen for nu og at vi snart får vores lille glade pige igen!

At udfordringerne de sidste uger også har sat sine spor hos mig er der vist heller ingen tvivl om.. Men en halv times tuden i bilen i går efter aflevering i børnehaven var vist rock bottom og nu går det fremad, opad og derudaf igen!


Og en kæmpe tak til Mille, som forleden kommenterede på mit indlæg om det sensitive barn! For hun fik mig altså lige sendt ud af starthullerne og direkte på biblioteket.. En glæde, jeg faktisk lidt havde glemt!

Og der blev hevet ned fra hylderne, gjorde der.. For jeg elsker at læse.. Og blive klogere.. Og det blir jeg.. Sådan lidt efter lidt.. Og nyder stille timer foran brændeovnen med kaffe og læsning.. Og med at roen i maven indfinder sig mere og mere..


Og selvom der også kom nogle bøger med hjem til øglerne, så er aftenlæsningen nu aflyst! Og erstattet af lydbøger af ham her! Og historier om Nuslinger, Totter og Bamseland.. Fordi han efter sigende kan noget med selvværd og selvtillid! Så sammen med de to ældste øgler stod putningen i aftes på afslappende mentaltræning - en rigtig god oplevelse for os alle tre! Om det så præcis var det, der gjorde tricket er uvist - men den 5-årige pige der stod op til morgen var på toppen og ku klare hele verden!

Gotta go! For nu har jeg så en frokostaftale! Met et tæppe, kaffe og en bog:-)

tirsdag den 6. december 2011

Om at blive overhalet indenom

Jeg er simpelthen bagud! Og halser afsted for at nå det, jeg burde.. Såsom at købe julegaver, blive udhvilet og nå bunden af vasketøjsstakken..

De sidste dage har været hektiske.. Der er lavet lagkager.. Holdt børnefødselsdag.. Givet skideballer til dem, som glemte at komme til børnefødselsdag(?!?!).. Lavet flere lagkager.. Skrevet ansøgninger.. Sovet ALT for lidt.. Forsøgt at snakke brillevalg med nu 5-årig, som kategorisk afviser - og blot laver en "det skal vi ikke snakke mere om i dag!" når jeg bringer emnet på bane.. Fået tandpine (og hvorfor er det så liiiige, at det dukker op en måned efter sidste undersøgelse? Og mens der grubles over hvordan vi finder pengene til den krone, jeg får sat i lige inden jul... Anyone?)..

Til gengæld blev der bare ikke så meget tid tilovers til alt det andet - det som jeg allerhelst ville.. Blogge.. Ligge på sofaen og se reruns af 90210.. Spise chokolade.. Drikke cafe latte.. Spise romantisk frokost med Mr Nice Guy..

Nåmen, pigebarnet var glad for at få de her med i børnehaven til morgen! Det redder faktisk dagen!

torsdag den 1. december 2011

Det'sørme, det'sandt...

Og jo, det blev december! På trods af at jeg faktisk lidt havde glemt det var i dag.. Fordi der er 100 jern i ilden..

Det var et vellykket tandlægebesøg med den ligevedognæsten-5 årige til morgen - og der er nu et styk lakket tand i munden.. Næste besøg allerede om en god måneds tid og jeg håber at trygheden ved at komme der snart indfinder sig:-) Men stoltheden hos ældsteøglen efter besøget var ikke til at tage fejl af, så moren er flyvende i dag!

Til gengæld ville pigebarnet så gerne ha lov at blive længe i børnehaven - helt til lukketid faktisk! Så brilleshoppingen er udsat til i morgen.. Hvor vi skal ha fundet de sejeste briller ever!!! Så de helt overskygger ønsket om at være lissom alle de andre..

Nissen aka postbudet har været forbi til morgen - fordi jeg var så heldig at lande en skrækkelig masse skumslik og et par kalendere hos Julia.. Og mon ikke nissen kommer forbi i løbet af dagen med et par ting til tøsebørnene, som er helt oppe og ringe over, at det endelig er december!

Uhm, det blir en go december, det her!

onsdag den 30. november 2011

Om at blive klogere på sensitive børn

Jeg har vist før nævnt, at ældsten herhjemme er et sensitivt barn.. Af den slags som har brug for masser af søvn, masser af ro og faste rammer.. Og hvis verden bryder sammen, når der sker for meget omkring hende.. Som gemmer sig i hjørnet, når der er for mange mennesker eller noget, som bryder hendes tryghed..

Det er ikke noget, der fuldstændig styrer vores liv, men vi tar hensyn til det i vores planlægning samtidig med at vi forsøger at udfordre hende lidt henad vejen, så hun blir bedre til at tackle situationerne, som får usikkerheden frem.. Men ligesom hun skal lære at deale, så skal vi osse! For som forældre vil vi jo vores børn det bedste og sommetider kan svarene være svære at finde..

Men nu har jeg booket billet til et seminar, som ifølge rygterne skulle være helt og aldeles fantastisk og lærerigt! Og jeg glæder mig meget! Og jeg håber at kunne tage et par nye værktøjer med hjem til at få et gladere og mere trygt barn!

tirsdag den 29. november 2011

Om aldrig mere at bede om bedre fordeling

I går eftermiddags skrev jeg en mail til en god veninde, som bl.a. handlede om nogle af de bekymringer, jeg de seneste dage har gjort mig om ældsteøglen.. Som jo er et supersensitivt barn - uden emalje på tænderne og nu også med skelende øje.. Og i den forbindelse skrev jeg, at jeg nogle gange godt ku tænke mig at udfordringerne var lidt bedre fordelt på de tre tøsebørn, så den store ikke skal ta hele skraldet.. Jo, jeg skrev det - og jeg fortryder så bittert!!

For knapt var mailen afsendt før miniøglen faldt på skiffergulvet og slog hul i panden.. Og moren måtte trække vejret dybt, tørre, vaske, skifte bluser, pakke to unger i bilen og drøne mod skadestuen for at konsultere Dr. Lim! Til gengæld var det et mindstebarn med godt humør trods skaden, og hun underholdt hele etablissementet i en time! Hurra for robuste børn med godt humør!!

Og dagen i dag er reserveret til kvalitid med de to ældste.. For den står på bedsteforældredag hos Radiserne - og mellemøglen glæder sig gevaldigt til at lave dekorationer med mor og en flok bedstemødre/-fædre! Så på med mormor-hatten:-)

Og efter julehyggen skal ældsten med til øjenlægen - forhåbentlig med recept på briller som resultat.. For et lægebesøg i går gav bestyrket mistanke om at hendes skelen "blot" er et resultat af forringet syn på det ene øje! Så et par briller og lidt træning med klap for det "gode" øje skulle få hende på banen igen.. I mellemtiden er jeg sikker på, at en kop varm cacao, en strøgtur og alenetid med mor nok skal få smilet frem hos hende..

mandag den 28. november 2011

Bekymringer

Hold nu kæft, hvor er der mange bekymringer, når man blir forældre.. Som om jeg overhovedet kan huske hvordan det var at leve et ubekymret liv inden, men jeg har en svag ide om, hvordan det var..

De sidste dage har bekymringen siddet som en sort knold i maven og lige nu er det bare venten, venten, venten..

Ældstepigen.. Som er verdens sejeste og alligevel verdens mest sårbare pige.. Som altid klarer skærene for de andre, sørger for ro og orden og som nok skal fortælle hvordan kagen skal skæres.. Og nu med skelende øje..

Midt i sidste uge var det bare tydeligt, at noget var galt! For venstre øje sidder slet ikke, hvor det skal.. WTF????!!!??? Man kan sgu da ikke blive skeløjet overnight - eller kan man.. Og der blev surfet, googlet og ringet.. Og lige nu venter vi på tiden hos øjenlægen.. Og det kan være 100 forskellige ting - og vi krydser bare fingre for, at det er en af de aldeles fredelige ting, der ligger til grund!

Og selvom jeg trækker vejret dybt ned i maven, flasher billederne af øjenklap, operationer og scanninger i mit hoved.. Og mindst ti gange i den forløbne weekend har jeg overvejet at lave det hysteriske opkald til vagtlægen om at sætte himmel og jord i bevægelse..

Pigebarnet selv er ret så upåvirket.. Og tak for det! Først da vi spurgte ind til det, kom det frem, at det faktisk gjorde lidt ondt - "men det gør ikke noget".. Hvad som helst for at slippe for at skulle en tur omkring lægen:-) Men en tur omkring øjenlægen blir det altså - med løfter om cafebesøg, varm cacao og en strøgtur bagefter..

Så søde rare øjenlæge - vil du ikke nok være sød at sige at det bare er noget, der kan dukke op - og som forsvinder igen i løbet af i morgen.. Please.. Og søde rare julemand - et lille mirakel - er det noget, du ka klare? Gerne med levering lige inden 1. december...

lørdag den 26. november 2011

Ud i det blå..

Eller rettere det grå.. Der har vi været i dag.. Verdens skønneste børn, Mr Nice Guy og jeg.. Og der har været lejlighed til at skubbe bekymringerne i baggrunden.. Bekymringerne tar vi lige i et andet indlæg!

Det har været en dejlig dag, hvor der var tid og plads til at futte rundt i nattøj helt frem til middag.. Og hvor den stod på boller, mazarintærte og hjemmelavet æblekage hos Oldefar.. Som underholdt ungerne for vildt med gemmeleg og kravlen rundt på alle 4..

Efter at ha rundet Oldemor på kirkegården med en lanterne til de mørke vinterdage passerede vi meget passende dette skilt:


For det føles som om vi præcis har tilbragt hele dagen der.. I Lykkeby! 

torsdag den 24. november 2011

onsdag den 23. november 2011

Min nye godnatbog

I dag har jeg købt mig selv en gave.. Som på et eller andet tidspunkt skal deles med mine børn.. Men jeg er ikke lige helt kommet frem til om det skal være nu eller om vi lige skal vente lidt..

Men ærligt! Jeg elsker den! For den er præcis så ærlig, så sød og så ægte, at man næsten ikke kan andet end li den!



Så nu ønsker jeg mig blot lydbogen i julegave.. På engelsk, that is! Læst op af Samuel L. Jackson! Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med den, skal du altså lige et smut omkring You Tube!

Om onsdagssyge

Og så var det at jeg for anden onsdag i træk måtte drøne ned og hente et styk babyøgle med feber.. Og hvad sker der så lige for det?
Feber, ingen feber, feber igen, ingen feber.. Halloooo, bestem dig lige!

Og nu vi er ved det - ku vi så ikke lige få de sidste tænder frem, tak! For nu gider jeg sgu ikke mere afbrudt nattesøvn..

Til gengæld ku det selvfølgelig være meget værre! Med tanke på at yngstens feberhumør som oftest er som det her:

fredag den 18. november 2011

All dressed up and nowhere to go

Det er sådan en følelse, jeg får engang imellem.. Og som sad i hjertet, da jeg gik i seng i aftes..

For der var jo engang for efterhånden noget tid siden, hvor jeg nævnte noget om at sove længe, om slowfood og romantisk tosomhed.. Det har bare lidt lange udsigter.. Og jeg overvejer om ikke nogen ku ta og starte en kennel.. Sådan lidt i stil med en hundekennel - måske bare minus burene.. Og med lidt mere varme på.. Sådan en for børn.. Børnekennel - aiii okay, det klinger måske bare ikke helt..

Hvor svært er det lige at afsætte et barn? Egentlig ikke særligt svært, vel.. To? Ah, måske man lige ku klemme det ind osse.. Men det er sgu ikke det nemmeste i verden at afsætte  hele tre på een gang, når man ikke har familie..

Og når så man overvejer at ringe til stedet for at høre om man kan få konverteret overnatning, gourmetmiddag og brunch til take-away gourmetmiddag, så ved man egentlig godt, at man er ude på et skråplan..

Nogen, der har en bedstemor til overs?

onsdag den 16. november 2011

Multipurpose

Jeg elsker når tingene finder nye anvendelser...


Og i dag legede jeg så lidt med de hvide plastkrus...

Når hjertet græder

I dag er en af de dage, hvor afleveringen af ældstebarnet fik hjertet til at græde og det gør ondt helt ind i sjælen.. Og hvor jeg allerhelst ville hente hende hjem og holde hende tæt hele dagen.. Fordi hun har det svært!

Av for den altså!

Fordi vi har det her barn, som er så lille og skrøbeligt, men opfører sig så voksent, tænker store tanker og er så alvorlig.. Og føler sig udenfor.. Og som befinder sig bedst, hvor hun kan gøre godt for andre, hjælpe og vise omsorg - og som har svært ved at klemme sig ind i de andres leg..

Det sensitive barn, som har brug for masser af ro, hvile og søvn for at få verden til at fungere.. Og har brug for et puf når det kommer til social kontakt.. Hvilket vi nogle gange glemmer fordi hun kan det hele..

Vi syntes lige, at det gik så fint.. Og pigebarnet har sprudlet af glæde.. Og befandt sig så fint i gruppen af piger i børnehaven.. Og så kommer dagene, hvor hun er ked af det.. Hvor hun bare gerne vil være sammen med de voksne.. Og sine søstre.. Der, hvor hun finder tryghed og kender sin plads..

Og vi famler for at hjælpe.. For at give tryghed, selvværd og mod til at være social.. Og håber, at hun finder balancen.. Og mit hjerte græder fordi jeg genkender så meget at mig selv i hendes lille væsen..

tirsdag den 15. november 2011

Om gaver og ønsker - og om at gå en lillebitte smule jule-amok



Jeg elsker gaver!! Ikke bare at få dem selvom det jo er ganske fantastisk.. Men faktisk elsker jeg også at gi dem væk - og ikke mindst at finde dem!

Og i dag blev det til en gave med nogle af de ting, der faktisk står på min egen ønskeseddel.. Og som jeg håber, falder i god jord hos modtageren:-)
Sådan en god blanding af natur og pang..




Og til morgen var Mr Nice Guy og jeg en tur på kirkegården, hvor der er et par gravsteder, der trænger heftigt til en kærlig hånd. Det ene får den store makeover med beplantning og flytning af sten, mens det andet må vente til foråret, da der skal udskiftes både buske og belægningssten. Så jeg har været på jagt efter et par lanterner, som passer ind.. Og var så heldig at gøre et godt køb hos Moster D, som havde et enkelt sæt tilbage af lanterne her.. Helt perfekt fordi den lille passer perfekt til urnestedet og den store til kistegravstedet..

Tænk, at man næsten kan få et kick ud af indretning af gravsteder??!!


Og selvom det er tidligt, må jeg altså tilstå, at jeg er gået lidt i jule-mode.. For det er altså hyggeligt! Og stigen tjener i år som juletræ i hallen.. Den er allerede blevet pyntet selvom planen faktisk er at male den hvid, men det er altså ikke superfristende at bevæge sig ud i kulden, så lige i dag blir det hygge indenfor med ild i brændeovnen!


Projekt fødselsdag

Ældsteøglen har snart fødselsdag.. Og som det skal være, når man fylder 5, så er det altså Big Deal!

Og selvom hun allerede på forhånd har frabedt sig fødselsdagssang, så kan man jo godt gå lidt amok..

Jeg er sikker på, at pigebarnet blir stolt når hun skal holde fødselsdag i børnehaven! For hun har allerede en plan - og moren har lovet at føre planen ud i livet! For selvom man endnu kun er 4, så har man helt styr på, hvad der skal til! Det er noget med servietter med flag, røde tallerkener og glas, sugerør - og et par lagkager, boller, saftevand, mælk og juice..

Og hurra for Paperdeluxe med det prikkede service - og som netop har smidt en mail om at de i morgen får prikkede papkrus magen til tallerkenerne, så det kommer til at matche!

Og sugerørene... Aiiimen helt ærligt, dem kan man da ikke andet end elske! Hvis du ikke kender Mimi's Circus, så er du altså nødt til lige at kigge forbi her!
Men hvor pigebarnet har helt styr på party-planningen, så er gaverne en helt anden sag! For man er nemlig ret så beskeden! Og ønsker sig bare glimmertusser - "som jeg kan dele med Olivia!" For jo, man er nemlig sådan en, som lægger vægt på dele! Og så ønsker man sig tøj - fordi "jeg vokser helt vildt og er for stor til næsten alt det, jeg har".. Jo, man er såmænd fornuftig nok!

Dog sneg der sig et lille ekstra ønske ind, da man blev hårdt presset.. Og selvom man ikke så meget er til bling-bling - faktisk lidt lissom moren - så ku et par blinkesko faktisk være cool nok.. Og jeg suste lidt på nettet og fandt et par, som er så cool, at selv jeg måtte overgive mig!
Sådan nogle sko er jeg faktisk ret sikker på, jeg godt gad ha haft da jeg var 5!

Og måske der alligevel kan få lov at snige sig en fødselsdagssang ind, når man sidder der med sine nye sko på? Og at moren kan få lov at tage et billede af fødselsdagsbarnet:-)





fredag den 11. november 2011

Fredagsoverraskelser

Formiddagen strøg forbi hurtigere end jeg havde planlagt - måske mest af alt fordi jeg blev grebet af projektet, som slet ikke burde være et projekt, men bare en hurtig oprydning.. Og så trissede man rundt der - i nattøj og med morgenånde.. Charmerende, ikke:-)

Ungernes legerum trængte til en grundig oprydning og en støvsuger - og undervejs tænkte jeg så, at jeg da osse lige ku lave en redecoration, når nu jeg var i gang.. Så ind med Hukit-møblerne, ud med HippieTipi'en og lidt pynt til væggen..



Og så er det jo, at man lige lægger mærke til nissehuerne, der er lagt frem.. Jo, det er de nemlig! Og jeg ved det godt... Der er stadig goooood tid til december...

Men hold nu fast.. For der er faktisk fundet lidt af julegøglet frem! Og jeg tror, at jeg endelig er kommet frem til en konklusion når det gælder farvetemaet for julepynten i år.. Det blir simpelthen lidt af everything! Pink i legerummet, rød i spisestuen, sort/hvid i hall'en og hvid/sølv i stuen.. Men intet er jo sikkert før den store julekugle er kommet frem, så det kan nå at ændre sig endnu:-)


Mon ikke, det blir et par overraskede tøser, der kommer hjem i eftermiddag?
 


torsdag den 10. november 2011

Projekt "Pift-op-den-hvide-væg"

Nå ja, man skal jo prøve noget nyt..

Og den her væg har altså været lidt af et irritationsmoment! For den er der jo bare! Og er hvid! Og faktisk ret så kedelig!
Men de kloge Mr Nice Guy siger, at den tjener et formål.. For når nu han skal stå der og sige kloge ord om vin og køre Powerpoint-præsentationer og sælge røven ud af bukserne, så skal den jo være hvid! Og vi har længe sten, saks, papir'et om hvilket af vores billeder, vi skulle flytte ind på den hvide væg for at "lukke hullet" - men der er jo lissom en grund til at vores billeder hænger, hvor de hænger.. Og hvis den hvide væg ikke skulle være der, hvor sku den så være?







Så nu er der kommet flasker på væggen! Øh nå! Godt så!




Og jeg ved altså ikke helt om de blir eller ej.. Men nu får det lige et par uger.. Og måske man skulle smutte forbi og ta et par afskårne blomster med..

Tu-tu-tusindben

Næste gang jeg ser reklamen for Jensens Bøfhus på tv - altså den med tu-tu-tusindben - så kaster jeg altså op!

For de her:



-de lå lige ved siden af vores hoveddør og hyggede sig..

Det gør de så ikke mere!

Indhyllet i tape

Jeg har endnu haft tilgode at erfare præcis hvor nemt, bekvemt og praktisk det er at bruge Masking Tape.. Indtil nu.. For der lå de og fristede da jeg i formiddag stod i Føtex for at finde endnu et par gaver til pakkekalenderne..


4 ruller for en 20'er! Billigt - just the way we like it!

Og jeg ved allerede nu, at det indenfor de næste par dage vil blive brugt rigtig mange steder! Og endnu mere når hver af pigerne får en rulle i pakkekalenderen.. Åh fryd!

onsdag den 9. november 2011

Stilhed

Siden klokken 9 har huset været stille.. Sådan en tung og beroligende stilhed.. Som jeg har nydt mens jeg har siddet i køkkenet og leget julenisse.. Og fryder mig ved tanken om at Godt begyndt er halvt fuldendt.. For ikke alle kalendergaverne er i hus endnu, men det når vi jo nok..

Og jo.. Jeg er tyvstartet.. På det med adventslysene.. Men det er så hyggeligt!

tirsdag den 8. november 2011

Om børnebøger

Vi er nogle læseheste herhjemme! Men om den her finder vej til boghylden? Hmmm, det har jeg ikke lige taget stilling til endnu...


Altså tøserne ved jo allerede lidt om både det ene, det andet og det tredje, så måske vi skulle overveje at give dem lidt flere oplysninger med på vejen?

Fødselsberetning

Aii, jeg ved det jo godt.. Det er vist gået hen og blevet et modefænomen.. Det der med at dele sin fødselsberetning.. Med alle, der gider at lytte/læse eller som bare tilfældigvis er i rummet.. Og det er altså ikke for at være arrogant eller noget.. Men så er det så, du kan se mig sidder derovre i det mørke hjørne med hænderne for ørerne mens jeg med høj og skinger stemme kvidrer "lalalalalalalalalalala"..

For det er altså noget, jeg ikke helt forstår! Faktisk fatter jeg simpelthen hat af det! Som i forstår det over hele hovedet slet ikke.. Og er cirka lisså blank som enhver mand der måtte passere mens kvinden med det nyfødte barn sidder og snakker om slimprop, hindeløsning, lavement og klip..

Men allerede efter de første tre sætninger føler jeg mig evigt taknemmelig for at have født ved kejsersnit - og efter yderligere to sætninger sætter jeg kurs mod nærmeste toilet fordi billederne i mit hoved blir lidt for virkelige til at mit maveindhold blir på plads..

I know.. Jeg lever i uvidenhed.. Fordi jeg intet ved om hverken veer, fostervand og slimpropper.. Og faktisk heller ikke selv har mærket noget til efterveer.. Og at de fleste kvinder vil mene, at jeg er gået glip af en ganske vidunderlig oplevelse..

Men vil det være for usolidarisk - som kvinde - at sætte badges med teksten "Nej, jeg vil ikke høre din fødselsberetning" i produktion?

Sorry Sisters:-)

Om den gnavede fornemmelse i maven og lyspunkter

Der var noget med en overskudskvinde, der godt lige måtte dukke op i går.. Og sørme!!! Det gjorde hun! Måske ikke lige helt klokken 7, som vi egentlig havde aftalt, men skide nu være med det!

For jeg har altså ligget lavt på det seneste.. Og tæsket mig selv gul og grøn.. Over alt det, jeg ikke når og alt det, jeg ikke kan.. For jeg har ikke nået at bage i den her uge - og faktisk heller ikke i sidste uge eller ugen før.. Og jeg har heller ikke nået at få afleveret børnetøjet i genbrugsbiksen, få fundet julekasserne på loftet, pakket kalendergaver ind og fået bund i stakken med vasketøj.. Og nummer 1 på listen over ting, jeg har punket mig selv for: nej, jeg har heller ikke fundet et job!

Men så var det jo at hun kom forbi i går.. Og jeg garanterer altså ikke for, hvor længe hun blir! Hun har det med at stikke hovedet forbi nu og da - nogle gange blir hun så længe, at jeg faktisk tror, at hun permanent er flyttet ind, men næ nej, hun efterlader mig igen som en slatten karklud bedst som jeg tror, det bare kører derudaf!

Men så er det jo, at man bare skal være glad for at hun faktisk dukkede op! Og gav mig nogle gevaldige skrald i røven for at være sådan en skrappedulle overfor mig selv.. Og vi er faktisk blevet enige om at lade andre være dem, der gir mig med pisken - og at jeg så til gengæld lige gir mig selv et break! Så det gør jeg nu!

Og samtidig tror jeg faktisk, at jeg blev færdig med at sørge over det job der, som røg ad h.... til.. Og den gnavende fornemmelse, der har siddet i maven de seneste uger, er blevet erstattet af noget, der faktisk minder en lillebitte smule om lykke og fred.. Jeg fandt aldrig lige helt ud af hvad fornemmelsen kom af - det var bare sådan en underlig uro, nogle bange anelser og fornemmelsen af at der ville ske noget virkelig skidt - men væk er den!

Og mens jeg i går sad der henover en latte og skrev liste på liste på liste over alle de ting, jeg gerne vil, så dukkede den op.. Den lille boblende fornemmelse af at alt nok skal gå.. Og glæden over en hel masse ting, som jeg i sidste og forrige uge sprang let og elefant henover.. Den gode ven, som mistede sit livs kærlighed i foråret - men som faktisk har fundet glæden og kærligheden igen, og som virker gladere og mere afslappet end jeg før har set ham.. Og babytæer og duften af nybagt baby, som får æggestokkene på rutsjetur.. Og mellembarnet, som faktisk i to HELE uger nu har teet sig som om hun ikke  længere synes, at mor er den værste i verden..

Og hovedet er blevet tømt for crap - det står nu i stedet på lister, som kan streges ud og smides væk.. Der er atter ansøgninger ude i den virkelige verden og en samtale booket til næste uge.. Og der har endda været både tid og overskud til at få smidt tøj af i genbrugsen OG hentet juleting på loftet!

Det lykke der.. Det er sgu godt nok! Og hey, jeg skal kun vente 4 dage mere før reparatøren kommer og kigger på opvaskemaskinen, der er gået i koma! Det ku jo være meget værre...

fredag den 4. november 2011

Om selvpineri, ynk og karatespark

Aiiimen, hvor meget er det så lige man er ved at gå op i limningen måske.. Med en uge der gik lidt for hurtigt, indeholdt lidt for store mængder opkast og for mange afslag..

Og jeg ku rable om hvordan jeg kun når 1/3 af de ting, jeg burde, men allerede halvvejs er nødt til at trække stikket med et "undskyld, jeg ska lige ud og kaste op... Igen.."

Hvor fanden er hende overskudskvinden? Som lige nåede at bage boller mens malingen tørrer og vaskemaskinen centrifugerer.. Og som osse lige nåede at sidde ned - bare fem minutter om dagen..

På mandag, siger du? Jamen, så venter jeg bare her imens.. Skal vi sige, hun er her klokken 7 mandag morgen? Så ser jeg lige om ikke jeg lige ka nosse mig sammen til at sætte kaffe over og få givet selvynken et karatespark!

Go weekend!!! Eller nowet...

mandag den 31. oktober 2011

Om chips og rystet cola

I dag kan jeg simpelthen ikke finde på en bedre kur end det.. Og så en lang morfar! Hold nu kæft, det seneste døgn har været uudholdeligt! Og ikke mindst natten! Intet mindre end 7 (SYV!!!!) sengetøjsskift måtte der til, mens de tre unger brækkede sig på skift.. Mens Mr Nice Guy og jeg heftigt forsøgte at holde på vores!

En ting er værre end syge børn! Believe me, det ved jeg nu! Og det er syge børn OG syge voksne...

Vi ses på den anden side! Af bræksyge og tøjvask..

lørdag den 29. oktober 2011

Lykken er..

når noget, som syntes helt umuligt alligevel - på forunderlig vis - lykkes!

Har du set det nye børnemagasin Kids Cover? Ret fedt magasin iøvrigt! Men det læste jeg jo så i sidste uge.. Og smed nærmest alt hvad jeg havde i hænderne, da jeg faldt over den her røde børnefrakke fra Zara.. Aiiimen, jeg siger dig, den er skøn! I'm in luuuuuv!


For så at finde ud af, den ikke er til at finde i webshoppen.. Mailer til Zara, som så kan fortælle mig at den ikke længere er på lager og ikke kommer igen.. Buhuuuuu.. Mailer så Kids Cover i håb om at de kan hjælpe mig med et varenummer eller noget..

Og så skete der noget! Fordi der er ganske vidunderlige mennesker derude!! For Mie fra Cover mailede - at de stadig har den i Zara på Vimmelskaftet.. Inkl. billede af frakkens varenummer!!

Og efter tyve minutters ventetid og her ku jeg godt ha brokket mig lidt over at vente så længe, men ikke i dag! fik jeg fat i en ekspedient med puls:-) Som fluks smuttede hen og fandt frakken i den rigtige størrelse.. Som nu ligger og venter på at komme hjem til miniøglen.. Fordi Mr Nice Guy alligevel har et ærinde i hovedstaden på mandag..

Og sådan fik man fikset at den skønne frakke set i et magasin kom fra en biks i København til Jylland...

Hurra for Kids Cover, hurra for Mie, hurra for Zara og hurra for Mr Nice Guy's tur til København! 

fredag den 28. oktober 2011

Om forstyrrelser

Forstyrrelser er som regel ikke særligt velkomne! Ej heller er opkastende børn!

Men når barnet ser sådan her ud 10 minutter efter at have tømt maven for det sidste indhold og et tøjskift, så er det faktisk okay med mig!



Men det blev så alligevel ikke i dag, der skulle styr på pakkekalenderne.. Men det ville næsten også være en anelse for overskudsagtigt:-)

Så nu blir det lynversionen af to-do-listen der kommer på plads over en kop kaffe, mens yngsten tar en morfar i vognen.. Og skal vi så ikke bare satse på, at bræksygen er overstået?

Billigt dullegrej

Jeg er simpelthen lige nødt til at dele det her med jer.. Jeg er ikke en master udi makeuppens verden og bruger til dagligt kun ganske lidt, men nogle gange skal der jo nyt grej ind på hylderne! Og ærligt, så blir jeg altså en lille smule nærig sparsommelig, når jeg træder indenfor i Matas..


Men så stiftede jeg for nyligt bekendtskab med e.l.f. - og jeg må sige, at jeg er overrasket over den gode kvalitet i forhold til prisen! Så nu kan det faktisk lade sig gøre at give den lidt gas til ganske billige penge.. Jeg holder dog stadig fast i favoritterne, jeg i forvejen havde, men en pige kan jo aldrig få for meget dullegrej!


Godt 200 kr. inkl. fragt - og blot 5 dage undervejs :-)


onsdag den 26. oktober 2011

Med god samvittighed


Der er tændt op i brændeovnen, lavet latte og reserveret tid til hyggelæsning! Og endda med god samvittighed efter morgenkaffe i børnehaven, jobansøgninger og opsamling af blade på terrassen i efterårsblæst!

Det findes næsten ikke bedre:-)

mandag den 24. oktober 2011

Det der med familie

Det er altså lidt løjerligt.. Det der familie-noget.. Og specielt i min familie! Og nogle gange ku jeg altså godt ønske mig at der havde været retur-ret!

I går besøgte Mr Nice Guy, jeg selv og pigerne deres oldefar.. Som vanen tro diskede op med frisksmurte boller, verdens tyndeste kaffe og Mazarintærte.. Og gentagne tilbud om at vi lige ku ta en kage med, var på forhånd helt fejet af bordet - for "jeg har jo i fryseren".

Helt ærligt - manden er jo 89! Og er pt. i gang med projekt Postkasse sættes op ved fortovet.. Hjælp? Nej!!! "Jeg skal jo ha noget motion!" Og hvis bukserne er blevet for løse om livet, så finder han da bare symaskinen frem!

Er der noget at sige til, jeg er imponeret?

Og snakken gik henover kaffen - og Mr Nice Guy pressede lidt på for at finde ud af hvor meget eller måske rettere hvor lidt, han egentlig ser til resten af familien.. Joeh, to brødre og en søster har da været forbi henover sommeren.. Jamen, hvad nu med de to døtre, han har? Naeejj, de har ikke lige været forbi.. I år.. Whaat?? Nåmen, hvad så med de andre børnebørn (jeg har to kusiner, der bor tæt på ham - og yderligere en kusine og en fætter, som bor lidt længere væk..) Njaeh, de har heller ikke lige været forbi.. I år..

Så han tøffer rundt og får styr på postkassen, læser en avis med sit forstørrelsesglas, skriver lidt på sin bog (som han så iøvrigt har gjort de seneste 25 år og ganske sikkert aldrig blir færdig med..), laver havregrød til morgenmad og hører lidt radio (som så iøvrigt høres helt ned ad gaden, fordi han altså ikke synes, der er behov for at bruge høreapparatet til hverdag!)

Og nej, han er måske ikke den der runde, bløde Oldefar, som sidder og fortæller historier med rollingerne på skødet.. Snarere sådan lidt kantet og gammeldags, og som sir pænt goddag og farvel med hånd - og som vist ikke engang ved hvad en krammer er.. Men han er sgu begyndt at dikke-dikke den lille på kinden! Og kilde mellembarnet på ryggen! Og klappe ældsten på hovedet! Og det er sgu da sejt! At ku lære det når man er 89!

Næh, ham Olde skal ikke byttes! Men man ku overveje det med resten...

fredag den 21. oktober 2011

Og så fik man da luft..

Sorry, men dårlig opdragelse og dårlig service - det magter jeg simpelthen ikke! Og jeg kan faktisk blive rigtig sur og indebrændt over det!

Men så er det jo godt, man kan få luft! Og det er altså ikke noget, jeg gør hver gang, men nogle gange, så er det altså på sin plads!

For jeg var jo til den her samtale.. Og så var jeg til samtale nummer to samme sted.. Og nej, det var ikke lige jobbet virksomheden for mig.. Og det var sikkert ikke kun mig, der fornemmede det til samtalen.. Alligevel sluttede samtalen med et "Du hører fra os i næste uge - sandsynligvis onsdag". Ja, det er fint, hej hej..

Og i dag er så fredag! Som i fredag-en-god-uges-tid-senere-end-den-føromtalte-onsdag.. Og nej, jeg har ikke hørt noget! Og jo jo, jeg ved jo lissom godt, at de sikkert ikke lige ville tilbyde mig det job der.. Og det er helt fint med mig.. Det er jo ikke sån at jeg render rundt og er bitter eller noget.. Men helt ærligt! Hva sker der lige for en dårlig opdragelse?

Gad vide om det er mig, der har misforstået noget? For jeg tænker jo, at man søger et job - og så får man besked om det er go eller no go.. Og da i særdeleshed når man faktisk hele to gange er rykket ud og har brugt tid på at komme til samtale.. Og forberedt sig.. Og taget pænt tøj på endda..

Nåhrmen, så måtte jeg altså lige ringe for at få luft.. Og ved I hvad jeg fik? "Nåda, det må vi da ha glemt.. Men vi regnede jo nok osse med at du ville gætte, at du ikke fik jobbet, når du ikke hørte noget".. Ahem, og så kan man jo så spekulere på hvorfor jeg ikke lige syntes, at den virksomhed var noget for mig..

Når virkeligheden blir lidt for virkelig

For det gør den jo nogle gange! Og NU skal jeg altså på førstehjælpskursus!

Og jeg ved jo godt, at man ikke skal dvæle ved hvad nu hvis og could have been, men forleden havde jeg altså en oplevelse, som i den grad har rystet mig og fået mig til at tænke, at det er for ringe, at jeg ikke allerede har taget det kursus..

I onsdags var jeg sådan lige på vej ud af huset - havde faktisk allerede taget jakken på og fundet bilnøglen.. Så tænkte jeg alligevel, at jeg jo lige ku bruge et øjeblik på at smide et blogindlæg på, så med ti minutters forsinkelse satte jeg mig i bilen.. For så at møde et utal af blinkende lygter, politibiler, ambulancer og lægebiler kun et par kilometer herfra.. Og en varevogn, der var smadret ind i siden på en lille bil!

Da jeg kort tid efter så en helikopter i luften over mig, tænkte jeg "Bare det nu ikke har noget med den ulykke at gøre"..

Og virkeligheden ramte hårdt! For den her unge kvinde, som mistede herredømmet og kurede sidelæns over i en modkørende varebil fik alvorlige kvæstelser i hovedet og blev efterfølgende fløjet med helikopter til Århus, hvor hun nu holdes i kunstigt koma. Og det er ikke til at bære - og jeg beder en stille bøn!

Og det er sgu svært ikke at tænke hvad nu hvis! For havde det ikke været for et blogindlæg, så havde jeg jo været lige der.. Og det mindste jeg kan gøre nu, er at lære førstehjælp!

torsdag den 20. oktober 2011

Og endnu et hyggehjørne..

er fundet til denne her fætter!!! Lunt og godt - inde i støvsugeren!!!




Arghh, jeg vænner mig altså aldrig til størrelsen på nogle af edderkopperne her i huset!

onsdag den 19. oktober 2011

Nyt læsehjørne

Med tre små tøsebørn skal der jo læses godnathistorie.. Hvilket ofte har udløst store kampe - for hvor var det nu, vi skulle læse i aften? Ældstens? Eller var det mellembarnets værelse? Og hvor var det nu liiige, vi læste i går?

Det er slut! Helt slut!

Ikke med læsningen forstås.. Men med kampene! For nu er der indrettet nyt læsehjørne.. Og morgenhygge-hjørne.. Og påklædnings-hjørne.. Og legehjørne..



Reposen har efterhånden været igennem et utal af indretninger.. Der har været lænestole, kommoder, skabe, opbevaringskuffert og rod! Men nu fandt vi langt om længe den helt rigtige løsning! Og man fatter jo næsten ikke, at ingen tænkte på det før..

For nu er det jo helt perfekt til morgenhygge, påklædning, aftenlæsning, hygge efter badet og leg! Et par kasser på hjul med masser af læsning, sækkestole, tæpper, puder og en kasse med legetøj.. Og tæppet midt på gulvet, som Smilla-hunden har kastet sin kærlighed (og hundehår!!) på.. Ren hygge!

tirsdag den 18. oktober 2011

Om at lære noget nyt - og noget om penge..

Fanme om man da ikke godt kan lære gamle hunde nye tricks?

Må man godt prale når det lykkes at få Photoshop til at makke ret i første forsøg.. Endda med at få hele tre billeder sat sammen til eet:-)

Nåmen, det her var faktisk til et indlæg på Forældremanualen.. Eller måske jeg finder på noget andet.. Nu har jeg jo så meget fod på det Photoshop-pis der!!

Faktisk var jeg nær aldrig kommet i gang med Photoshop - fordi det var svært for mig at løsrive mig fra drømmen om at budgettet kunne forenes med køb af de her skønne ting, som står ret så højt på ønskesedlen lige nu!



Angulusstøvlerne fra GrowingFeet, jakken fra We Love Designshop og ikke mindst den skønne, fantastiske og smukke Strawberry Flavor kjole Lady, som faktisk ligger til salg hos Retro Villa - desværre kun i str. 2-3 år, som ikke lige er størrelsen, jeg havde tænkt:-)

Jeg vidste, det ville blive farligt at skulle skrive om børnetøj hos Forældremanualen!

EDIT: Ja, godt så... Jeg tar lige et ekstra kvarters undervisning i Photoshop, ikke.... For lige at få det med transparent baggrund på plads! PIS OSS'!

Tidligt tankermylder

Her mellem 5 og 6 til morgen lå jeg og holdt i hånd og krammede med yngsten! Skønt øjeblik at ligge tæt og lytte til regnen udenfor... Og lige om lidt er hun jo så stor at hun ikke længere gider uhæmmede mængder af krammeri..
Og så lå jeg der i mørket og tænkte.. Tænkte på at det eneste, jeg ønsker mig til jul er en sprøjte med Botox til de der panderynker, der bare blir dybere og dybere og en krone, så jeg igen kan få et lige tandsæt - damn, den tandlæge, der bare lappede knækket fortand med en omgang plast uden lige at præsentere mig for muligheden for en krone! Og hvor priviligeret jeg jo faktisk er, når det eneste, jeg ønsker mig er at blive lidt pænere pæn!

Og så kom jeg til at tænke på at der efterhånden kun er et par måneder til jul.. Hvilket i år er lig med ferie! Altså på den der sol/strand/kulørte drinks-agtige måde:-)

Og tankerne vandrede videre til en jul for fire år siden.. Som var den slags jul, en psykiater med garanti kunne tjene en hel årsløn på!

Hvor ældsten på dengang et år passende startede julemiddagen ud med at brække sig udover den ene halvdel af middagsbordet.. Og hvor jeg var propfyldt med graviditetshormoner og nygravid med mellemsten.. Og det stadig var en hemmelighed.. Og det var første jul uden svigermor.. Og den jul, hvor mor forinden havde truet med ikke at komme, hvis vi ikke osse inviterede hendes eksmand - altså den eksmand, som hun et halvt år forinden var gået fra.. Og den jul, hvor jeg blev tosset på min mor af alle de gode grunde.. Og hvor Mr Nice Guy tog min mor i forsvar af alle de forkerte grunde.. Og hvor jeg afsluttede aftenen stortudende og ulykkelig på kanten af badekarret.. Mens de andre spiste ris a la mande i stuen..

Hvilket igen lige minder mig om hvor priviligeret, jeg er! Og hvor meget jeg nyder de fredelige tilstande, der hersker i vores lille familie. Og at jeg glæder mig til jul - for 3. gang så længe jeg kan huske.. Og er det egentlig for tidligt at hente julepynten på loftet?

Hold nu kæft, det er vist meget godt at det så blev tid til at stå op... Og nej! Jeg lader lige julepynten stå deroppe et par uger endnu:-) Og går i sving med nogle opgaver, der lige stopper det tankemylder der!

mandag den 17. oktober 2011

Tanker om en sovesal #2

For noget der ligner en evighed siden gjorde jeg mig tanker om samsovning... Og dengang valgte Mr Nice Guy og jeg at gøre alvor om snakken - og parkerede et par madrasser på gulvet i vores soveværelse.

Madrasserne blir jævnligt brugt af vores to store tøser, når de midt-nat vågner op og trænger til nærhed.. Specielt vores ældste har det med at komme tøffende hen omkring midnat for så at kravle ind mellem os.. Men ender med at blive parkeret på madrassen på gulvet, da hun ellers har det med at lægge sig på tværs af sengen:-) Believe me, søvn med en fire-årigs tæer i ansigtet kan selv med den bedste vilje ikke kaldes søvn!

Nu er sovesalen så blevet udbygget en smule.. For sandelig om ikke der er kommet en rejseseng til.. Det gik ellers lige så fint med mindsteøglen, der sov igennem! Men så var der en kindtand på vej.. Og så kindbasse nummer to, tre og fire! Og vi kan efterhånden stille uret efter hende - 22:15, 02:19 og igen lige lidt i fem..

Thumbs up for samsovning - og store soveværelser, hvor der er plads til sengepladser til fem! Også selvom jeg faktisk få gange har overvejet at smutte ind på et af børneværelserne for at få lov at sove.. Hele natten.. Uden tæer, albuer og knæ over det hele:-)

Mandag!!!!

Sådan lissom i dag, ikke.. Hvor man allerede inden klokken rammer 8 adskillige gange har bandet over mandag!

Fordi man er lidt ynkelig.. Med ondt i halsen.. Og ungerne var ved at slå hinanden ihjel henover morgenmaden.. Flere gange..Og mindstebarnet er afleveret i gæstedagpleje.. Grædende.. Og man selv tudede lidt da man var tilbage i bilen.. Fordi man er lidt ynkelig..

Men hvem siger at shopping ikke gør lykkelig? To nye lampeskærme og noget dimmer, som man egentlig godt ku ha undværet - det gør altså underværker! Og duften af rene gulve og nyskuret lokum, når man igen kommer hjem..

Sååå - nu skriver jeg lige ansøgningen til det job, som jeg ved(!!!!), jeg får! Drikker en hurtig latte og henter verdens skønneste og gladeste mest trætte børn - nåja, det er vel mandag..

Hurra for tirsdage, onsdage, torsdage, fredage, lørdage og søndage!

fredag den 14. oktober 2011

Gæsteblogger

Jeg har simpelthen fået lov at blive fast gæsteskribent hos Forældremanualen! Hurraaa!




Måske du kender sitet allerede, men hvis ikke - så kig lige ind forbi her!
For en rum tid siden efterlyste Maria skribenter til sitet og jeg har været så heldig at få lov at komme med et ugentligt indlæg.. Så hver torsdag får jeg lov at komme med input til børnetøj - nye mærker på markedet, nye kollektioner, gode tilbud, aktuelle tøjindkøb og den slags. Jeg glæder mig rigtig meget til at dele mine tips derinde:-)

Så nu behøver jeg ikke længere trætte Mr Nice Guy med alt det fiiiine børnetøj, jeg finder! Det er da totalt win/win - for forhåbentligt er der osse nogen derude, der kan bruge mine fif!

Om det der Real Life..

De sidste uger er bare sust forbi uden at jeg nærmest har fået et ben til jorden.. Jøsses, jeg skal love for, der sker noget derude in real life... Ku man lige bede om et par timer i en tidslomme foran pc'en måske? Bare lige længe nok til at få skrevet et par blogindlæg, bruge en halv time på at læse de vigtigste blogs og drikke en kop latte - og helst mens den er varm..

Og i mellemtiden er jeg så blevet ledig, arbejdssøgende og tilsyneladende forvandlet til en fem-årig som med garanti hverken kan finde ud af at sætte x det rigtige sted, skrive en ansøgning eller lægge mit cv på nettet?

Jamen, sødeste a-kasse - jeg prøver altså virkelig! Jeg har sendt 15 ansøgninger afsted, indlagt cv, har tilmeldt mig jobcenter og diverse jobsites, har været til samtale to gange, har uploadet to af mine seneste ansøgninger, cv og to jobopslag, jeg har tænkt mig at søge via jeres hjemmeside og jo, jeg "søger job på en seriøs og realistisk måde" og "søger job, jeg kan varetage"..

Behøver jeg at sige, jeg får lange nosser af det her ledighed?

Så hvis du lige tilfældigvis kender en eller kender en som kender en, som har brug for en sælger, salgsbackup, salgsassistent, receptionist, kundeservicemedarbejder eller bare noget der ligner, så giv mig lige et praj, ikke:-) Og helst sådan i omegnen af Herning, Silkeborg, Holstebro og pleeeease i en virksomhed med nogle mennesker som bare tilnærmelsesvist er til at holde ud at være sammen med..

Nåmen, det susen der.. IRL.. Det er altså vildt! For kalenderen har bare været fyldt af forældremøder, homeparties, Britney-koncert, sprogtest-evaluering og alt det andet, der har det med at krybe ind i hverdagen.. Men nu er jeg altså tilbage - og denne gang for at blive! For lige ovenover punkterne "surf nettet tyndt for ledige stillinger", "skriv ansøgning" og "træk vejret dybt og mærk roen i maven" har jeg nu indsat punkt "blog"!

fredag den 30. september 2011

IKEA Turkish-style

Overvejede faktisk om ikke indlægget burde ha heddet Hurra for Google Translate, men det kom det så ikke til..

For jeg huserer nemlig her i dag! Jeps, på IKEA's tyrkiske hjemmeside! Og den slags har indtil videre kostet to store kopper cafe latte og en pose Skipper Skrå - og så er jeg ikke engang færdig endnu..

For det kræver altså at man holder tungen lige i munden - når først man skal finde produktet på Ikea's danske website og dernæst finde det på den tyrkiske (og lige i den forbindelse er jeg faktisk IKEA meget taknemmelig for de finurlige navne, de gir deres produkter).

Og hvad sker der for at byen, jeg gerne vil ha varerne sendt til, slet ikke eksisterer på Ikea's liste over byer? Og gad vide, hvad det overhovedet koster i fragt - den slags kan man så først få oplyst når man har smidt alle tingene i indkøbskurven og derefter kontakter IKEA Turkey.. Og jeg undrer på om man mon kan forvente at få svar i år? For en af de erfaringer, jeg har gjort mig i Tyrkiet er noget med at man skal møde op personligt - i den begrænsede åbningstid - medbringende pas og kontanter - helst tale tyrkisk - for overhovedet at håbe på svar:-)

Overvejer om ikke man bare sku ta på IKEA-tur til Aarhus og så betale for noget overvægt næste gang, vi skal afsted.. Eller alliere sig med Mulle nede fra Pizza-biksen..

Nåhmen, prøver lige med en enkelt latte mere...

onsdag den 28. september 2011

Det med jobsamtaler

For sådan en var jeg jo til i går.. Hvilket jeg egentlig ikke vil bruge ret meget krudt på at fortælle om - andet end at den var noget kedeligere end nogle af dem, jeg ellers har været ude for.. På flere punkter faktisk..
  • Ingen smøger.. Som til en af mine absolut første jobsamtaler - engang for 15-16 år siden - hvor jeg først blev budt en kop kaffe og derefter en cigaret! Og så så man mig sidde der sammen med tre vigtige mænd i jakkesæt og ryge en smøg. Jeez, tiderne har ændret sig!
  • Ingen tilbud om nøgenhed.. Som da jeg under en samtale blev tilbudt jobbet, hvorefter direktøren bad mig gå med i kælderen for lige at få styr på uniformen - som han så forventede, jeg skulle iklæde mig foran ham i meget lille, aflukket garderobe.. Og nej, den uniform takkede jeg så pænt nej tak til!
  • Ingen grimme fortællinger om den tidligere chef.. Pænt svært at holde masken, når potentiel ny chef begynder at svine ens tidligere chef, som så udover at være eks-chef er en ganske god ven!
Hvilket jo så minder om, at man ikke behøver finde sig i hvad som helst selvom man er jobsøgende..

mandag den 26. september 2011

Ny last

Fredag fik jeg en ny last!









Lørdag fandt jeg dem endda på tilbud!






Og jeg er nu kureret!

Konklusion - Salmiakki-chokolade-craving kan kun kureres på een måde! Køb 3 plader og spis dem alene, hurtigt og lige efter hinanden!

Kvalitetstid

I dag er der dømt kvalitetstid med mellembarnet! Og allerede inden 10 var der bagt økologisk knækbrød og lavet adskillige perlekæder og armbånd..

Normalt er mellem-øglen ikke meget for kvalitetstid med moren! Hun er uden tvivl en fars pige, som kan klare det hele selv eller med fars hjælp, så en dag som denne er guld værd - i hvert fald for mig! Jeg håber klart på at dage som disse hjælper med at vi finder hinanden selvom det til tider synes som en umulig opgave.. Specielt på de aftener hvor den tre-årige håndnakket nægter at lade sig putte af mor og faktisk insisterer på at sige godnat på trappen, hvorefter hun putter sig selv.. Behøver jeg at sige, at jeg de aftener bare venter på, at hun falder i søvn, så jeg på listefødder kan smutte ind til hendes seng og tyvstjæle et kys?

Lige nu ligger hun trygt og godt puttet i sofaen, mens jeg faktisk har fået lov at sidde i fodenden - efter adskillige løfter om ikke at nusse hende mens hun sover! Så jeg sidder musestille og nyder bare lyden af hendes vejrtrækning - og håber på trodsalderen går over! Og helst sammen med følelsen af at være verdens dårligste mor.. For hvem har nogensinde hørt om et barn på tre, som virkelig ikke kan lide sin mor? 

fredag den 23. september 2011

Hinkeruder

Du husker det godt, ikke? Dengang du var barn og tegnede hinkeruder på fortovet? For mig er det nærmest indbegrebet af sommerleg!

Og klart en af de ting, jeg skal gi videre til mine børn! Men nu er det jo så ikke altid, solen skinner - og nogle gange er det altså hyggeligere at lege indendøre når regnen siler ned derude.. Så hvorfor ikke hinke indenfor?


Bring on the snow

Godt nok er der lovet helt forårsagtige temperaturer i weekenden, men jeg kan nu alligevel ikke helt lade være at glæde mig til vinteren - og ikke mindst sneen..

For der er helt sikkert tre små tøser, der glæder sig for vildt til at hoppe i flyverdragt og skisæt og ta på slædetur i skoven!




Molodragten har jeg ledt efter med lys og lygte - vi havde en magen til for et par år siden til mellem-pigen, men hun voksede ud af den inden det nærmest blev vinter, så den blev kun brugt et par gange.. Nu fandt jeg så endelig samme model igen - blot en størrelse større, så miniøglen (og mor) ikke blir snydt for pink sneleg i år!






Må dog indrømme, at min klare favorit når det kommer til flyverdragter, skisæt og regnsæt er Didrikssons! Fantastisk pasform, holder tæt, varmt og behageligt - og så er prisen faktisk ret så rimelig!

Det pink sæt er fra nyeste vinterkollektion - og har en vejl. udsalgspris på 1099,- men er købt til 899,- her :-)



Og er du til Fjällräven? Så ta lige og kig forbi - der er 15 % på både tasker, børne- og voksentøjet! Men husk, du skal være medlem af kundeklubben for at få rabatten:-)

onsdag den 21. september 2011

Hurrraaaaa for overskud

Efter den skønne weekend med sol og varme, er der kommet en ekstra portion ind på energi-kontoen - og det har været dejligt at mærke, at jeg de sidste par dage har haft overskuddet til at dele ud af den!

For det fedeste i hele verden er jo, at dele ud af godt humør, smil og positiv energi - og så mærke at man bare får dobbelt igen! Og jeg skynder mig at notere på min mentale huskeseddel, at det har jeg sgu bare at blive ved med! Også selvom det går op i sure sokker, travlt program og regnvejr!

I går var jeg et smut på posthuset med denneher:

Fordi en lille pige og hendes mor længe har været på udkig efter lige præcis denne elefant, som skulle afløse den forvaskede og hullede en af slagsen, pigen har været så glad for.. Og de to ældste øgler herhjemme har hjulpet med at gennemgå samtlige legetøjskasser for at finde banditten - som så ironisk nok skulle findes i Tyrkiet.. Der har den så hygget sig siden sidst vi var afsted i maj måned:-)

Og det gør mig så topglad at en lille 4-årig pige har fået en ny bedsteven! Og ligeså glad og stolt over, at mine børn forstår vigtigheden af at give andre! For den her elefant har ikke været specielt vigtig for nogen af dem, så hvorfor ikke give den til nogen, som det betyder noget for..

Og på vejen hjem smuttede jeg forbi Børnehjørnet - vores lokale Kirkens Korshær børnegenbrugs.. Og damen havde nær kastet sig om halsen på mig over den fyldte Ikea-pose, jeg havde med! Og jeg gik derfra 10 gange lykkeligere end da jeg kom - fordi det sgu da batter! Og fordi det bare er så dejligt at kunne gøre andre glade..

Faktisk inspirerede det mig til at gå hjem og rydde endnu mere ud i kassen med børnetøj, der måske / måske ikke skulle gemmes, sælges eller gives væk - så de får altså lige en Ikea-pose ekstra i dag..

Så skal vi ikke bare lige allesammen sende et smil til en fremmed i dag? Bare fordi vi kan

Om at få skuldrene ned på plads

Det har været en fantastisk weekend - og hele familien kom så langt ned i gear, at vi ganske rigtig skriver onsdag før jeg overhovedet har overvejet at få pc'en startet op igen:-) Utroligt som en smule solskin og nogle fridage kan få skuldrene ned, hvor de burde være hele tiden og selv de permanente panderynker er blevet en smule mere afslappede!

Torsdag eftermiddag satte vi os på flyet til Sunny Kemer - og sunny, det var det! Temperaturen lå om dagen jævnt mellem 38-42 grader og om natten sneg den sig lige ned omkring de 28.. Oh joy! Det mest energikrævende, vi foretog os, var indsmøringen i faktor 35 og 50 - for ellers stod den udelukkende på hygge i poolen, det meste af en hel dag på stranden, et smut på legepladsen og masser af is!

Der var ingen forstyrrende telefoner, ingen pc der stod og summede og ingenting - absolut ingenting - vi skulle nå! Og det var præcis, hvad hele familien havde brug for!

Og efter vi natten til mandag igen er tilbage i det pivkolde Danmark er det for alvor gået op for mig, hvor skønt det har været at være væk, få hverdagen på afstand og ikke mindst at være sammen med familien uden forstyrrelser. Og hvor er det dog dejligt at blive mindet om hvor skøn en familie, man har.. Ikke at jeg sådan havde glemt det, men det sætter altså tingene i perspektiv, når man sådan får muligheden for at trække stikket ud og bare sætte pris på at være sammen!

Faktisk har vi nydt det så meget, at beslutningen er truffet! Vi gør det igen! Det der med at trække stikket helt og aldeles! Og det er vel egentlig fair nok at glæde sig til jul selvom der stadig er tre måneder til? For den der gode ide, jeg fik for en rum tid siden - den er solgt så godt ind, at den nu er et faktum!

tirsdag den 13. september 2011

Lucky number 13

Tretten har det jo med at være lidt af en looser når det kommer til talrækken.. Ikke her! Tretten er nemlig ofte faldet ud til min fordel - med gode ting, der er sket d. 13. i måneden.. Og i dag skulle ikke falde helt udenfor kategori!

Jobsamtale booket ind til sidst på måneden! Oh yes!

At det så også var dagen, hvor første afslag tikkede ind på mailen - nå ja, det behøver vi vel ikke bruge så meget krudt på.. Og so far er statistikken da helt okay - ét afslag, én samtale! Så nu er det jo "bare" at sælge sig selv godt nok til også at lande jobbet, ikke?

Easy breezy..

Om voksenting i børnehøjde

Med tre små øgler herhjemme kan ingen sikkert være i tvivl om, at vi hører rigtig mange røverhistorier og får masser af spørgsmål.. Og vi forsøger at snakke os bedst muligt ud af de lidt sværere spørgsmål selvom vi dog engang imellem er nødt til at trække kortet "Sådan er det bare.."

Mor, er I blevet gode venner igen?
I de seneste uger har vores liv jo været farvet af min fyring - og specielt ældsteøglen har været meget interesseret i hvorfor jeg nu alligevel ikke skulle tilbage på arbejde, som vi jo ellers har forberedt dem på.. Og for at koge det lidt ned er det blevet forklaret med, at mor og hendes chef faktisk var blevet lidt uvenner og ikke helt kunne blive enige - præcis lissom pigerne, der godt engang imellem kan komme lidt op og tottes med søstrene eller legekammeraterne.. Og det har altså givet Isabella-pigen stof til eftertanke - for forleden kom så spørgsmålet.. 
Tjah, tjoh, det er vi vel nok på ingen måde.. For vi lærer dem jo, at det skal man! Og at tingene ikke altid er så simple i den voksne verden, den venter vi lige en kende med:-)

Det der med Afrika og sultende børn er jo også et emne, vi har været inde på.. Hvilket jo nærmest er helt uforståeligt, når man blot er 3 og knapt 5 år gamle! For hvorfor er det lige, at de ikke har mad nok? Og hvorfor kan de ikke bare købe noget? Og en resolut Isabella, der greb til sparebøssen for at finde 14 to-kroner frem - som jeg så måtte love at sende til Afrika, så de ku købe noget mad.. Og hvorfor det så lige præcis skulle være 14 mønter? Det må være en eller form for barnlig logik - at det måtte da kunne brødføde et par børn i et par dage eller noget.. Mens en andens barnlige logik udmøntede sig i følgende svar, da hun blev spurgt om hun også ville spæde lidt til madpenge til Afrika: NÆ!
For når man er 3 år, så er det altså helt andre tanker, man gør sig om, hvad sparepengene skal bruges til.. At hun så faktisk sidenhen har skiftet mening og har taget et dybt greb i lommen, er en anden sag:-)

Døden er jo ikke ligefrem et af de emner, vi brænder for at tale med vores poder om.. Men nogle gange er der bare ingen vej udenom! Og de snakke når faktisk ret vidt omkring - og handler om både sorte huller, savn, himlen, hvide kjoler, solskin, engle og om at bære nogen i hjertet.. Efterhånden er snakkene om døden dog blevet af ret positiv karakter - for det er jo kun sundt for dem at vide, at det er okay at savne de, som ikke længere er hos os.. Et af de store spørgsmål pigerne har haft i forbindelse med døden er dog temmelig praktisk - for hvordan får de døde blomsterne, vi lægger på graven? Men det har man altså som 4 årig helt styr på - Og jeg overhørte hende en dag tegne og fortælle for den 1 1/2 år yngre lillesøster - en livlig historie om en kær ven, som i himlen har fået vinger - og når hun så kan se, at der ligger blomster på hendes grav, så flyver hun lynhurtigt som en anden Superman ned for at hente dem! For de skal jo sættes i vand og pynte i hendes hus i himlen:-) Jamen, det er da klart!