mandag den 26. september 2011

Kvalitetstid

I dag er der dømt kvalitetstid med mellembarnet! Og allerede inden 10 var der bagt økologisk knækbrød og lavet adskillige perlekæder og armbånd..

Normalt er mellem-øglen ikke meget for kvalitetstid med moren! Hun er uden tvivl en fars pige, som kan klare det hele selv eller med fars hjælp, så en dag som denne er guld værd - i hvert fald for mig! Jeg håber klart på at dage som disse hjælper med at vi finder hinanden selvom det til tider synes som en umulig opgave.. Specielt på de aftener hvor den tre-årige håndnakket nægter at lade sig putte af mor og faktisk insisterer på at sige godnat på trappen, hvorefter hun putter sig selv.. Behøver jeg at sige, at jeg de aftener bare venter på, at hun falder i søvn, så jeg på listefødder kan smutte ind til hendes seng og tyvstjæle et kys?

Lige nu ligger hun trygt og godt puttet i sofaen, mens jeg faktisk har fået lov at sidde i fodenden - efter adskillige løfter om ikke at nusse hende mens hun sover! Så jeg sidder musestille og nyder bare lyden af hendes vejrtrækning - og håber på trodsalderen går over! Og helst sammen med følelsen af at være verdens dårligste mor.. For hvem har nogensinde hørt om et barn på tre, som virkelig ikke kan lide sin mor? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar