tirsdag den 13. september 2011

Spøgelser i den gamle skole?

Det er fanme langt ude! Når man overvejer at melde sig, nu hvor Ånderne vender tilbage søger medvirkende..

Og når man er så pissebange, at man faktisk overvejer at lade være med at ordne vasketøjet - bare for at slippe for at gå over i den anden bygning.. Og det der med at gå på loftet for at hente en kuffert er ganske, helt og aldeles udelukket! Det gør jeg altså ikke!

Jeg er en svagpisser, når det kommer til mørke, lyde jeg ikke kender og tanken om spøgelser! Jeg blir så forbandet bange, at jeg nærmest kan hidse mig selv op til besvimelsestilstand! Og jeg overvejer at låse mig inde på badeværelset og gemme mig i badekarret indtil manden kommer hjem..

Rationel? I think not! Livlig fantasi? Oh yes!

Jeg husker alt for godt da jeg var barn og blev sendt i kælderen efter vasketøj eller for at hente noget i vores kælderrum.. Jeg boede i lejlighed, og det skete jo ofte at der var naboer dernede - men kælderen var fyldt med små rum og hjørner og ofte hørte man bare lyden af skridt der fjernede sig eller kom nærmere, og netop det var det mest skræmmende! Lydene..
Og når jeg så skulle tilbage i opgangen, var jeg altid overbevist om at jeg havde nogen i hælene - og reglen var at jeg skulle nå op ad de første to opsatser inden kælderdøren smækkede! Hvis jeg ikke nåede det, ville det ukendte fange mig!

Men det var jo dengang.. Og siden er jeg jo blevet voksen og frygten burde forlængst være forsvundet! Og det er den osse.. Som sådan.. Lige indtil der sker uforklarlige ting i det lille hjem! Og med et trylleslag blev jeg så 5 år igen - og til forskel fra dengang kan jeg nu pure nægte at gå i kælderen, i vaskerummet osv.!

Og jo jo, det er sikkert bare en livlig fantasi - og døren, som jeg sirligt lukker når jeg har hentet post er sikkert bare blæst op igen.. Selvom håndtaget er så stramt at selv den snart 5-årige øgle har svært ved at åbne døren uden hjælp.. Men selvfølgelig er det da blæsten!
Og lyset på gangen i den gamle skolebygning, der tænder i løbet af natten? Hmm, er der ikke noget med at gamle elektriske installationer godt kan drille lidt? De der barneskridt foran hoveddøren klokken 2 om natten så? Det er sikkert bare en kat eller en ræv eller en mus.. Ikke?

Okay, det er nu jeg skal beroliges! Og ikke noget med at komme med sandfærdige historier om spøgelser, sårede soldater og børn, der blev låst inde! Jeg vil ikke ha det!

Og hvis du læser med.. Ja, dig! Der leger med lyset og åbner døre og hinker foran trappen midt om natten! Du skal altså gå over på den anden side.. Derover i lyset, du ved! De venter på dig! Ha det godt, ikke! Hej hej!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar