Hverdagens heltinder

Nu har Mr. Nice Guy jo været hjemmefra et par dage – og er gud ske lov også kommet helskindet hjem igen! Men det fik mig faktisk til at tænke på de der skønne og heltinde-agtige enlige mødre derude! Hold nu kæft, jeg tager hatten af! For hvis jeg skulle være enlig mor, så ville jeg lige præcis holde i 33 timer og 7 minutter, hvorefter jeg ville synke sammen som en slatten karklud og overveje at flytte i bofællesskab!

Altså, der er jo praktikken.. Vi kan godt blive enige om at regnestykket med 2 hænder divideret med tre unger, have, hund og hus gir noget, der lyder som en hel masse bandeord, ikke? Og ligner noget med fedtet hår, sorte rande under øjnene og et par pletter på bukserne.. Og ikke ligefrem dufter af nystrøget vasketøj..

For min virkelighed i går morges så således ud:

06:10 – bestikke ældste øgle på 4 til at kigge efter de to små, mens jeg liiige daffede nedenunder for at lave en kop kaffe.. Balancerede derefter ovenpå med bakke med kaffe, tre glas mælk og to skåle med Cheerios og Havrefras (sidstnævnte var ældstens pris for 7 minutters børnepasning og tre nogenlunde rolige unger under et hurtigt bad).

7:08 – 3 unger og mor iført tøj, blankpolerede kinder og klar til morgenmad.. Nærmere detaljer om tiden undervejs er censureret! Kan dog oplyse, at det omfatter adskillige bandeord, en enkelt bestikkelse og et raserianfald (og lad os sige det sådan: det var hverken baby, mor eller 4-årig der rasede!)

7:09-8:16 – morgenmad indtaget i nogenlunde ro og orden, 1 væltet glas mælk, 3 pletter på bluser, 1 bluseskift, 1 raserianfald og en håndfuld bandeord..

9:03 – 2 øgler afleveret inkl. madpakker, legetøj og kys, 1 stk. sovende babyøgle i autostol og en mor, der ku trænge til blot en af følgende: langt varmt bad, temmelig stor whiskeysjus, meget lang lur eller gummicelle..

Resten af dagen var så til gengæld ganske fredelig og rar – måske pga temposkift og forventningsafstemning.. For hvis bare madlavning blev ændret til ”minimum”, tøjvask til ”nada” og kvalitetstid, leg og hygge til ”maksimum”, så gik det jo ganske over forventning!

Men så er der jo osse den mere følelsesprægede del af det.. Når man ikke konstant har en at dele med – som også synes de her små væsener er det mest fantastiske i verden! Når der ikke er en, der kan samle dig op, når barnet skriger ”MØGMOR” lige op i fjæset på dig..

Hvordan er det lige de gør? Finder overskuddet til at gøre det dag efter dag efter dag efter dag? Og til også at lande på et arbejde iført tøj uden pletter, pænt hår OG mascara? Jeg er fuld af forundring! Og ikke mindst beundring!

Så kan jeg altså godt se gennem fingre med gaverne, Mr. Nice Guy kom hjem med i går – en to-styks pakke med småkager til hver af pigerne.. Med et ikke-så-diskret KLM trykt i hjørnet af papiret!

For jeg har en mand! To ekstra hænder, en skulder og lidelsesfælle – og  det er jeg sgu glad for! Og det gør de korte perioder som enlig mor lidt nemmere at komme igennem!!