tirsdag den 12. april 2011

Om familie og cykelstyrt


På lørdag kommer øglernes oldefar på besøg! Det er første gang han kommer på besøg i huset, hvor vi nu har boet i fire år.. Og pigerne glæder sig!! Helt vildt faktisk! De har faktisk ikke mødt ham så forfærdeligt mange gange – og det har altid været små, korte visit hos ham.. Og oldefar er faktisk ikke meget for børn, men på mærkværdig vis har han altså virkelig gjort indtryk på pigebørnene!

Måske er det fraværet af bedsteforældre der gør at de bare er superlykkelige over faktisk bare at ha en der er gammel og ender på –far i deres liv?

Men skønt er det! Og jeg har fået et andet billede af den her halvdøve og temmelig gammeldags og til dels forstokkede gamle morfar fordi han i mine børns øjne er en ganske elskelig og hyggelig ældre mand! Han taler ganske vist mest om traktorer og bøger, men på sine gamle dage er han blevet rund og mild og er begyndt at grine temmelig ofte (vistnok for at skjule, at han faktisk ikke hører ret meget af det, vi siger). 

Pigerne har allerede planlagt rundvisningen – hvilket værelse, han skal se først og glæder sig til at vise ham deres trampolin.. Håber ikke de helt tar pusten fra ham eller at han skulle være så modig at give sig i kast med trampolinspring – han er altså næsten 90, men jeg husker stadig hvordan hans overmod gjorde at han kastede sig op på en cykel for nogle år siden – for han var da ganske sikker på at han efter 50 år sagtens ku huske hvordan man gør det… Lad mig sige det sådan – man skal ikke altid tro på de der ordsprog – man kan godt glemme hvordan man cykler!! 
Billede lånt herfra


1 kommentar:

  1. Håber jeres besøg kommer til at gå godt :-) Det er altid spændende med de gamle Older, jeg har et par stykker af slagsen, der altså har mistet deres filter for normal samtale. Det kan være meget mystisk, meget sjovt :-)

    SvarSlet