Om at være glad uden mor

I går skrev Marie et indlæg som rørte mig.. Det gør hun så tit, så deri ikke så meget nyt - men det her indlæg rørte mig fordi emnet for mig er lidt mere aktuelt lige nu end ellers - og så fordi det fik mig til at tænke lidt dybere over det der med et liv uden mor..

For det er jo det liv, jeg lever.. Og som jeg ofte synes er svært, men ligeså ofte synes gør tingene meget nemmere og fredeligere..

Og lige præcis i går fik jeg så den her sms fra øglernes gamle barnepige.. Den sødeste pige, som har det svært. Jeg har faktisk aldrig sådan helt til bunds snakket med hende om hvad det er der gør livet så svært for hende, men for nyligt lukkede hun lidt op og fortalte, at en af tingene er at hun har det lidt med sin mor som jeg havde det.. Og nu vil hun gerne snakke med mig - i håb om at jeg kan kaste hende et par guldkorn eller gode råd når det kommer til det her med issues med mor. Og det tror jeg sgu ikke jeg kan! Men måske kan vi alligevel begge lære noget ved at lytte til hinandens historier..

Det her med at leve uden kontakt til mor er ikke noget, jeg kan anbefale.. På den anden side heller ikke noget, jeg kan fraråde.. For det handler jo om hvordan man har det - med sig selv og med sin mor, om hvorfor og hvordan det er gået skævt - og mest af alt om ikke der bare er en flig af chance for at forholdet kan blive godt igen.

Jeg har ikke set min mor i snart 3 1/2 år nu - hvis man altså ikke tæller de gange, jeg har set hende i bybilledet eller den ene gang for halvandet år siden, hvor jeg kørte ind til hende, ringede på og gav hende en pose med gaver tilbage. En pose, hun havde sat ved min dør - med gaver til mine børn.. Sød tanke, ikke? Men fordi jeg er som jeg er og fordi min mor er som hun er, så var det ikke sådan kontakten skulle genoptages.. Jeg husker den der følelse af fortabthed, da hun åbnede døren og så lillebitte ud - meget mindre end jeg huskede hende.. Og hvordan hun blev en flitsbue af fornærmelse over at gaverne kom retur.. Og hvordan jeg forsøgte at trænge ind til hende med mit ønske om at ha hende i vores liv - bare uden dramaet, uden løgnene, men med ro og stabilitet.. Og hvordan benene forsvandt under mig da jeg nåede tilbage i bilen, rystede i timevis og tårerne ingen ende ville tage..

Men det holdt op igen og jeg er nu glad(ere) uden mor - lissom Marie's Lars. Og når nogen spørger om ikke det kunne være rart at slutte fred med min mor, må jeg faktisk tilstå, at jeg tænker, det lige præcis er det, jeg har gjort! Sluttet fred! For jeg er ikke vred eller sur eller bitter.. Og jeg har det okay med at nogle (mange) dømmer mig når de hører at jeg ikke har kontakt med min mor - for det gør de kun fordi de ikke kender min historie. En historie, som er så uendelig lang og trættende, at den kræver ugentlige møder i årevis at komme igennem:-) Om jeg tror at vi får kontakt igen engang? Man skal jo aldrig sige aldrig, men jeg tror det faktisk ikke.. De sidste år har uden sammenligning været de vigtigste og mest begivenhedsrige i mit liv. Det er årene, jeg fik børn - og årene, hvor jeg sådan rigtig blev voksen..

Det er sagt før, men jeg savner at være nogens datter! Det tror jeg faktisk, vi allesammen har behov for - men nogle gange vil omstændighederne det bare anderledes.. Men til gengæld er jeg jo nogens mor!