fredag den 18. marts 2011

Må jeg få opskriften?

Nej, du må sgu ikke! 

Kender du det? Du har bagt/kogt/braset lavet noget helt fantastisk (og meget, meget nemt - men sig det ikk til nogen...) og så blir der spurgt efter en opskrift! Og allerhelst vil du sige, at det bare er lavet på slump - eller at opskriften faktisk er en velbevaret familiehemmelighed, som er så hemmelig at end ikke dine børn får den før den dag, du stiller træskoene.. Men det gør du jo ikke, vel? For det er jo lidt arrogant og ikke særlig venligt... Og uvenlig og arrogant - det gider vi da ikke være!
Men helt ærligt - det stinker!! Her har jeg nu fundet en opskrift, lavet forsøg, ændret og lavet den til helt min egen - og så regner du bare med at få den overleveret, så du for eftertiden kan imponere med fantastiske kreationer.. Men det værste er sgu, at her imponerede jeg lige helt vildt ved at diske op med en fantastisk ret som alle synes er verdens 8. vidunder - og når jeg så gir dig opskriften finder du ud af hvor nemt det i virkeligheden var at lave.. ÆV og dobbelt ÆV! Nej, det har ikke småsimret i 9 timer eller krævet besøg hos 5 etniske grønthandlere for at finde de 32 hemmelige krydderier - og det ved du så nu..

Nogle gange skal det gå helt vildt tjept og gerne smage så lækkert, at ingen ved at du i løbet af en time både biksede kagen, nåede et bad og fik lakeret negle - "næh nej, sådan ser jeg da næsten altid ud".. Og i sådanne situationer tyr jeg nogle gange til denne æbletærte:

6-8 æbler
150 g smør
150 g hvedemel
200 g sukker
1 tsk bagepulver
1 æg

Skræl æblerne og skær dem i både, fordel i et fad (du behøver ikke smøre den). Jeg gir nogle gange æblerne et drys kanel - bare fordi æbler og kanel går godt i spænd!

Smelt smørret. Bland mel, bagepulver, sukker og ægget - rør det smeltede smør i.. Fordel dejen over æblerne og knald kagen i ovnen ved 180 grader i ca. 40 minutter.
Server med creme fraiche..


Og når nogen spørger dig, så husk nu på at opskriften er en ældgammel familieopskrift, som ikke må videregives.. Tipoldemor Anna vil vende sig i sin grav, hvis du gør:-)

1 kommentar:

  1. Ha!!! Ofte så siger jeg glad ja og så fortæller jeg at jeg har slumpet mig frem og her er havd der skal gøres: bla, bla, bla, bla. Det er faktisk ikke lusket ment, men der er meget få der faktisk får en opskrift med hjem de kan bruge.

    Jeg var vildt med din kommentar hos Celine i dag og kikkede ind for at sige hej...

    SvarSlet