onsdag den 30. marts 2011

Om glæden i det små og dygtige børn

Solen er kommet frem igen - og det gir altså lige humøret og energien et ekstra kick! 
Og så huskede jeg til morgen noget om at man skal se sin frygt i øjnene.. Det gjorde jeg så - og kan nu glæde mig over snorlige rækker af tallerkener, glas, skåle og fade! Køkkenskabene fik sig en ordentlig en på hatten - og man kan nu faktisk åbne hjørneskabet uden at noget falder ud på gulvet! DET er stort! 
Genbrugsbiksen blir sikkert også ganske glade for den kasse, der er blevet tilovers.. Faktisk burde man jo leve efter princippet om at alt der ikke er brugt i 3 måneder skulle ryge ud, men hvis nu man lige skulle bruge den tingest, man knapt husker man har købt - og ikke lige helt ved hvordan virker.. Lidt fik lov at blive - men meget mere røg ud!

Og med en stribe sol på køkkengulvet husker man også at være glad for selv de mindste ting! Og føler sig lykkelig helt ind i sjælen:-)

Der er blevet plantet et par krukker, som står trygt og godt i depotet til varmere dage.. Bare et par grader mere, tak - og gerne snart! Jeg glæder mig til sommeren - bare ben og korte ærmer.. Ikke at jeg faktisk særlig tit har bare ben! Måske man skulle overveje at investere i en god selvbruner, så de faktisk tåler at se dagens lys - eller rettere at nogen tåler at se benene!! Se, Gustav - der kan man tale om grisehvid!!!Og nej, jeg gik desværre glip af For lækker til love i går - må vist lige se om ikke jeg kan fange genudsendelsen! For det er da god underholdning!!

Og mine børn startede simpelthen dagen med at gøre mig så stolt!! Altså - jeg er da altid stolt af dem.. Og jeg hader iøvrigt når folk praler helt uhæmmet af deres børn!! Men de blir bare store - og dygtige! Og kan nærmest snart helt undvære mig...
Mellemste øgle på 2 1/2 sørgede lige for selv at tage tøj på - okay, at blusen lige måtte vendes er jo en detalje.. Og så syntes hun altså at familien var lige lovlig langsomme til at komme ud af starthullerne, så hun dækkede lige bordet og fandt morgenmaden frem, mens vi andre blev færdige! Må overveje at lære hende at lave kaffe snart....

Efter morgenmaden sørgede hun så oveni købet lige for at skylle af, fylde opvaskemaskinen og starte den! En anden gang skal vi så nok lige overveje om det er en god ide at tage tøj på før eller efter morgenmaden - i hvert fald kostede det så et tøjskift.. Men hvis det er prisen for at have hvad der svarer til en filipinsk au pair indenfor dørene, så er det faktisk okay med mig! Og når nu storesøster på 4 er så dygtig til at lægge tøj sammen og på plads efter vask, så har jeg jo egentlig ikke en skid at klage over!

Det er i særdeleshed en af de dage, hvor mor er stolt! Og baby-øglen vendte efter morgenluren tilbage til sit sædvanlige glade jeg - efter i flere dage at ha været en sur lille kone! Om der er tænder på vej eller om hun bare er så skide-møg-irriteret over alle de ting, hun endnu ikke selv kan - såsom at gå, stå eller i det mindste bare kravle, ved jeg ikke.. Sur har hun i hvert fald været! Men hun har været topglad og rundhåndet delt ud af våde, savlende kys! Åd storgrinende en banan og en halv rugbrødsmad, hvorefter hun med forårsrøde kinder nu får sig en velfortjent morfar i barnevognen! Åh, de røde kinder!! Det kan godt være, hun har hamsterkinder, men hun er fanme en lækker baby når hun er glad! Og nok har kyssene været våde, men jeg har glad taget imod! For en eller anden dag risikerer jeg jo, at hun ikke gider kysse mig mere..

2 kommentarer:

  1. NYD de kys, for ja, en dag skal man nemlig fiske lidt ekstra for at få dem. Kyssene.

    SvarSlet
  2. Det finder man så hurtigt ud af! Selv ikke løfter om Kinder-chokolade kan lokke kys ud af min 2-årige..

    SvarSlet