Om jagten på berømmelse - eller frygten

Nåede lige at fange lidt af Amalie's Verden i aftes..Og hvor er det dog dejligt for hende, at alt "kører som smurt på togskinner".. Eller hvad nu..
Gad vide om hun egentlig er helt bevidst om at hendes berømmelse er af den slags, hvor alle de som følger hende mest af alt gør det for at se hvor galt det kan gå? Eller om det bare er fedt at være på, blive snakket om og ikke mindst grint af.. 

Og Peter som bare hænger på for at få del i berømmelsen og sendetiden.. Jeg fik faktisk lidt ondt af ham da de stod i smykkebutikken og Amalie skulle vælge ring.. Han lignede mest af alt en, der var klar til at flygte! Eller i det mindste råbe, at nu måtte hun da for helvede vælge den ring, hun helst ville have! Han vil jo gerne bare ha Amalie.. Eller er det mon bare en rolle i hendes tv-program, der trækker?

Og så er der Kamikaze Karen - som jeg har fulgt lidt på sidelinien.. Som har blottet sig selv i sin blog - et sted, hun har følt sig tryg - indtil der kom publikum på og hun blev ramt af præstationsangsten.. Jeg synes, det er så sejt når nogen tør blotte sig og jeg nærer den dybeste respekt for hende! Jeg håber, hun finder sit frirum et andet sted - og er faktisk lidt ked af ikke at kunne følge rejsen. Ikke af samme grunde som vi følger Amalie - men fordi jeg virkelig håber og tror, at hun ender i en solstråle:-)

Og sådan er det jo her i blogland.. Nogle skriver fordi de virkelig har noget at byde ind med, andre fordi de håber på det.. Nogle for at få tankerne i system eller for at dele dem.. Nogle hopper helt op på skærmen, mens andre gemmer sig bag den.. 


Uanset så må man jo faktisk beundre modet - om man så hedder Amalie, Karen eller Maren - for vi gir jo allesammen en del af os selv.. Også selvom det kan være temmelig overvældende at opdage, at nogen følger med!