mandag den 21. marts 2011

Om livet uden mor og far

Da jeg læste Marie's blog i dag fik jeg et stik i hjertet...Og fik mig til at tænke over det at være uden kontakt til mor/far - og om det svære i den beslutning!
Min far har aldrig rigtig været i mit liv sådan for alvor - da jeg var barn var det altid præget af pligt og tvang for så til sidst at ebbe ud.. Og fordi det altid var så svært, var det egentligt nemt nok at acceptere at det bare var bedre ikke at ha kontakt. 
Til gengæld har det bare ikke været helt så nemt med moren min.. Hun og jeg var tæt forbundet gennem min opvækst - hvilket jo egentligt var ret så forståeligt, fordi vi kun var os to. Men da jeg så blev voksen, mødte Mr. Nice Guy og tog hul på livet med min egen lille familie, så stod hun af.. Som om hun følte sig stødt væk - på trods af at der var mere brug for hende end nogensinde før! Bare i en anden form.. Og så alligevel som før!

Uanset hvor gammel man blir, så har man jo brug for mor, har man ikke? Jeg ku i hvert fald godt bruge en.. Helst en af dem, som synes jeg altid gør det rigtige - men også gerne en af dem som uden filter ville fortælle mig det, hvis jeg var helt ude i hampen! 

Men livet går jo videre - og for mig gir fraværet af mor en form for ro, som jeg sætter pris på. Men det forhindrer ikke savnet, sorgen og følelsen af tab! 
Jeg mindes engang at ha hørt at en kærestesorg varer det halve af forholdets længde - altså hvis forholdet varede 6 år, tar det 3 år at komme over.. Gad vide om det holder vand? Og om det også gælder for sorgen over andre forhold, der går itu.. Eller varer det mon livet ud?

Håber vist bare at det blir lidt nemmere med tiden, men faktisk vil jeg gerne holde lidt fast i sorgen - for den hjælper med at være en god, forstående og nærværende mor og med at huske, at jeg skal være der altid. Altid som i for evigt! Uanset! Og huske på, at ting sjældent sker "bare fordi", men at der nok var en dybere mening! Og så nyde roen - og værdsætte alle de skønne mennesker, der fylder vores liv! For det gir da mening!
 

2 kommentarer:

  1. Shit så stærk du må være! Godt de tunge følelser dog giver dig endnu mere lyst til at være en anden slags forælder! Dyb respekt herfra.

    SvarSlet
  2. Styrke - I don't know.. Måske det mere handler om nødvendighed! For der er dage, hvor jeg savner og sørger og gerne bare ville være nogens datter - jul, påske, fødselsdage og så nogle dage indimellem.. Men det er jeg så bare ikke - nogens datter - eller, i hvert fald ikke nogen som vil det nok til at være der. Og det er jeg nødt til at vende til noget, jeg kan lære af. Og så har jeg jo heldigvis andre i mit liv, som har lyst til at give mig den krammer, røvfuld eller skulderen.
    Men mine børn betaler jo også en pris - og det gør mig ondt! Men så er det jo netop at vi heldigvis er gode til at fokusere på alt det andet, vi har:-)

    SvarSlet